de andre to ere endnu mere kortfattede. Men dette var efter reglerne for den indiske statskunst netop en dyd, da officielle skrivelser aldrig skulde indeholde andet end komplimenter og blot være en slags kreditiv for gesandten eller overbringeren, som stedse havde at foredrage sit ærinde mundtligt. Heller ikke kunde en indisk fyrste sætte sit navn under et brev; seglet betegnede altid, fra hvem det kom, og tjente på den måde i stedet for underskrift.
Tippos styrke var vokset ved hans venskab med Marratterne og Nizam Ali; ved sine intriger havde han fremkaldt en stærk gæring og uvilje hos de fleste indiske fyrster, skönt han længe selv holdt sig tilbage, for ikke at få udseende af at være den angribende part. Allerede fra hösten 1796 måtte den engelske hær holdes marschfærdig, og man arbejdede af al magt på at forstærke fæstningsverkerne i Bengalen, Bombay og Madras. Tippo havde nemlig ved sin allianse med de nævnte hinduiske magter bevæget disse til et löfte om at tilbagegive de landstrækninger, som han havde måttet afstå til dem ved freden i 1792, og derpå sendt et gesandtskab til guvernören i Madras for ligeledes at kræve tilbage, hvad han ved den samme fred havde afstået til det engelske kompagni. Da han, formodentlig efter önske, fik et kort og bestemt afslag på denne begæring, havde han deri en grund at anföre, om han vilde bryde freden. Dog nölede han fremdeles.
Rimeligvis anså han sig ikke tilstrækkelig sikret ved sine hinduiske allianser; han havde selv i sin forrige krig med Englænderne seet, hvor upålidelige de havde været som disses forbundne, og kunde ikke nu selv vente andet af dem. Alene forskellen i deres religion måtte göre dem til mindre trofaste bundsforvandte for en mahomedansk fyrste. Derimod ventede han sig langt större fordel af den lovede franske un-
