megen uenighed. Der var kun en ting, som voldte ham uro, og det var, at han aldrig hörte noget fra Tippo; han vidste ikke, at dennes breve bleve opsnappede af Englænderne, ligesom hans egne. Tippo havde medgivet ham et kreditiv til et fransk handelshus i Pondichery; men da dette af frygt for Englænderne ikke vilde indlade sig på nogen udbetaling af den art, kom han derved meget snart i en slem. forlegenhed. Han nærmede sig da til Lichtenstein, der nu var regerings-råd, men uagtet denne sin stilling i længere tid havde stået i mistænkelig forbindelse med Franskmændene på Isle de France. Han skal have svaret, at pengene nok vilde komme.
Uagtet Dubucs planer således rimeligvis ikke have været Lichtenstein ubekendte, fandt ingen af dem det passende at meddele guvernör Anker nogen underretning om, hvad Dubuc egentlig havde at göre. Denne sagde selv, da han et par dage efter sin ankomst til Trankebar aflagde en visit hos guvernören, at hans hensigt ene og alene var at besöge sin kone og sine börn, der opholdt sig i kolonien. Men da Anker ad privat vej var underrettet om, at hans virkelige öjemed var at foretage hvervinger for Tippo, og at han i den anledning havde sine öjne henvendte på Trankebars garnison, slap han ham ikke af sigte. Ved hjælp af et par andre Franskmænd, Jeannot og Pignolet, og en flamsk soldat, Smidts, forsögte nu Dubuc at sætte sig i forbindelse med garnisonen i Trankebar. Men han traf guvernören på sin post og opnåede intet andet end at se de skyldige i arrest og at drive et par forlokkede soldater til i sin fortvivlelse at begå selvmord. For ikke at indvikle flere end höjst nödvendigt i sagen, da höjtstående personer ansåes indviklede deri, gik man tilverks med megen mildhed og lod sig nöje med at bortvise de overbeviste skyldige fra kolonien. Dubuc, som
