Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/350

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
324
YNGVAR NIELSEN.

marsch til Seringapatnam, men måtte snart atter drage tilbage, da den rette årstid var forsömt. Således hengik også året 1791 uden at have bragt Englænderne meget nærmere deres mål, at undertvinge Tippo; dog havde de genindsat den af ham fordrevne rajah i Kalikut, som også viste sig villig til at bevilge genoprettelsen af den tidligere derværende loge, hvad Anker for det förste ikke fandt umagen værd, da Tippo havde ödelagt den i bund og grund.[1]

Etter regntidens ophör rykkede Englænderne atter i marken og marscherede lige mod Seringapatnam, i hvis nærhed det 6 og 7 Februar 1792 kom til et voldsomt slag. Tippo anförte i egen person sine tropper i slaget, hvor hans uægte sön, den tapre Hyder Sahib, blev hårdt såret; da alt var tabt, trak han sig tilbage under sin hovedstads mure, som derpå blev beskudt af det svære engelske artilleri. Da Tippo så Seringapatnam nærme sig sit fald, fandt han det rådeligst at göre fredstilbud; disse bleve også antagne af lord Cornwallis, der ikke turde stole længere på sine indfödte bundsforvandte, hvis troskab begyndte at vakle. Således slap Tippo Sahib for denne gang med nogle land-afståelser og udbetalingen af en penge-sum, hvilket alt deltes mellem Englænderne og deres hinduiske allierede. Men den sluttede fred var alt andet end pålidelig, da Tippo, der havde vist sig i besiddelse af stor militær dygtighed, aldrig kunde ventes at ville blive i rolighed. Anker udtalte derfor straks sin frygt for, at der atter vilde udbryde en blodig krig, når Tippo fik draget Maratterne over på sin side, og de påfölgende begivenheder viste, at han havde ret.[2]

  1. Guvernör Ankers politiske indberetning af 21 Januar 1792.
  2. Guvernör Ankers politiske indberetning af 18 Oktober 1792. Disse årlige relationer ere indsendte til ökonomi- og kommerce-kollegiet.