Franskmændene i Pondichery havde under krigen stået
på en meget venskabelig fod med Tippo og derved foröget
Englændernes harme; da krigen mellem England og Frankrige
i Juli 1793 også overförtes til Indien, rykkede et engelsk
korps for Pondichery og tvang fæstningen til overgivelse.
Af denne begivenhed ventede Anker store fordele for Trankebar,
da den franske handel på Indien, hvis Englænderne
ved en fremtidig fred ikke gave kolonierne tilbage, sandsynligvis
vilde komme til at gå over Trankebar og Frederiksnagor.[1]
Da senere den franske hær rykkede ind i Holland
og erobrede dette, måtte også de hollandske etablissementer
i Indien dele skæbne med de franske, idet Englænderne
straks udsendte ekspeditioner mod de af dem, der lå
på fastlandet, og forberedte lignende til öerne. På denne
måde faldt Trinkomale, Kolombo, Kochin, Malakka, Banda
og Molukkerne med deres rige oplag i de engelske troppers
hænder.[2] Flere anseede indbyggere fra disse steder toge
efter erobringen sin tilflugt til Trankebar, hvor de sögte og
fandt beskyttelse; desværre var det uundgåeligt, at en del
- ↑ Guvernör Ankers politiske indberetning af 7 Februar 1794. Smlgn. James Mill, history of the British India (3d. edition) V, pag. 396 flg.
- ↑ Ankers breve til grev Schimmelmann af 27 Oktober 1795 og 20 Juli 1796. Også Kapstaden og den hollandske flåde blev tagen af Englænderne; herom skriver Anker bl. a. i sin politiske indberetning af 9 Februar 1797: „Den 17de Augusti modtog admiral Elphinstone den hele hollandske eskadre, som han med hjælp af danske og svenske matroser, som fandtes blandt det hollandske mandskab, der straks tog tjeneste hos de Engelske, med tillæg af folk fra sine egne skibe så sig istand til at bringe den hele eskadre (sic) med til Cap de bonne espérance.“ Den hollandske flåde blev tagen i Saldanha-bugten nordenfor Kapstaden. At en stor del af disse „danske“ matroser have været norske, er mere end rimeligt.
