provinser, som Tippos fader, Hyder Ali, tidligere havde frataget dem. Der kunde således ikke være nogen tvivl om, at krigen vilde udbryde ud på året efter regntidens ophör. På samme tid trak det også op til uvejr fra en anden kant, da nemlig efterretningen om den franske revolutions udbrud nåede Indien. Franskmændene i Pondichery og Chandernagor fulgte moder-landets eksempel, indrettede egne national-forsamlinger, nægtede de kongelige embedsmænd lydighed og satte sig i forbindelse med forsamlingen i Paris; da den franske nation var den eneste, som Tippo vilde tåle i Indien, kunde en sådan urolighedsånd i Pondichery let få farlige fölger, der også kunde virke på Trankebar.
Men det var ej alene for at forsvare kolonien mod de marscherende hæres plyndringer, at guvernör Anker besluttede at sætte sin lille styrke på feltfod; han havde derved tillige en anden, og det en meget vigtig hensigt. Han kendte de indfödtes respekt for magten og havde derfor beregnet, at mange tanjourske undersåtter, hvis land let kunde blive udsat for plyndring af de mysorske tropper, vilde strömme over til de nye distrikter under Trankebar og befolke disse, hvis opdyrkning på den måde vilde blive endnu hurtigere fremmet. Af denne grund var det også af megen betydning, at den engelske feltherre og interims-guvernör, general Meadows, sidst i Maj 1790 indfandt sig i Trankebar for at besöge Anker, inden han åbnede felttoget mod Tippo, da de indfödte Hinduer derved fik et påtageligt bevis for det venskabelige forhold, hvori Anker stod til Englænderne.
Under den sidste krig i Indien havde man i Trankebar ladet sig nöje med at holde selve byen og kastellet besat uden at drage omsorg for det omliggende territoriums beskyttelse, hvorved dette havde lidt meget. For at forhindre en muelig gentagelse heraf, delte Anker sin opmærksomhed
