Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/345

319

GUVERNÖR PETER ANKER.

Uagtet Le Fort snart efter kastedes på sygelejet for ikke mere at rejse sig, lod dog Anker ihærdig fortsætte på den en gang betrådte vej. I Januar måned, der var den köligste i hele året, bleve soldaterne eksercerede to gange daglig under anförsel af en kompagni-chef, „eftersom Chefen for tropperne synes ikke at have nogen lyst til at bemöjes dermed.“ Ligeledes blev det förste kompagni af de europæiske tropper kaserneret og fik efter den tidligere omtalte plan leveret sin middags- og aftensmad mod et månedligt afdrag i gagen. Ved denne forandring befandt de sig så vel, at man snart efter også kunde indlemme det andet kompagni „udi samme menage.“ Men en ting var det aldeles umueligt at få udryddet, og det var den skadelige drik, som gik i svang mellem tropperne og inden få år gjorde enhver nyankommen uduelig til tjenesten. For at lette soldaterne forandredes også deres uniformer, idet de fik korte tröjer; i denne nye dragt optrådte de for förste gang ved en mönstring nytårsdag 1790, hvorved de fik anledning til at vise sig for de mange fremmede, som på denne dag havde indfundet sig fra de omliggende europæiske etablissementer. De indfödte, som kom for at lykönske guvernören i dagens anledning, udtalte höjlydt sin store glæde over hans forholdsregler for at sikre kolonien. De politiske forhold i Indien krævede også i höj grad, at man i Trankebar var på sin post; ti krigen mellem Tippo Sahib og Englænderne stod for dören og truede med at nærme sig Trankebars grænser. Tippo drog hærjende omkring, truende rigerne Travankor og Karnatik, og overalt betegnedes hans vej ved ödelæggelser, der skulde göre det umueligt for hans fiender at trænge frem imod ham. På sin side traf også Englænderne i Madras og Bengalen kraftige forholdsregler og forbandt sig med Maratterne, hvem de forespejlede udsigten til generobring af de