mellem de to hovedöjemed: at sikre byen og at dække landdistrikterne. I den anledning fordeltes omtrent halvdelen af sepojerne omkring på landet i 5 hoved-stationer med forskellige bi-poster; de övrige bleve tillige med de europæiske tropper og 250 laskarer indlagte i byen som dennes garnison; desuden oprettedes ved guvernörens iver to frivillige korpser, et på 60 mand, bestående af europæiske borgere i kolonien, og et på 300 indfödte. På denne måde blev det mueligt med lethed at samle en ikke altfor ringe styrke på ethvert truet punkt og stadig vise de indfödte såvel inden som udenfor grænsen, at man var i forsvarsstand. Såfremt Tippo efter krigens udbrud kunde holdes ude af riget Karnatik, var der ingen fare; men hvis han blev sejerherre, så det ikke godt ud for Trankebar. Dette etablissement var nemlig speciel genstand for despotens vrede og måtte i tilfælde af, at han sejrede, vente sig den samme skæbne, som den, han nys havde ladet overgå logen i Kalikut. Ikke nok med, at han aldeles ikke vilde svare på Ankers forespörgsel i den anledning, kaldte han sin vakil tilbage fra Trankebar for rigtig at vise ham sin uvilje.[1] Denne blev end mere foröget, da han ikke fik den ammunition, han forlangte af det dansk-asiatiske kompagni, der i det sted sendte forsyning af kanoner og ammunition til hans fiende, rajahen af Travankor, en trafik, som Anker for övrigt stedse misbilligede, da den let kunde lede til ubehageligheder og vække mistro til hans fredelige forsikringer.[2] På grund af den udmærkede forfatning, hvori den engelske hær befandt sig, var der imidlertid kun liden udsigt for Tippo til at sejre, og udfaldet svarede
