da kunde indkaldes ved en kongelig pion. Dette skede også, og da kom folkene ganske villig og rolig, uden at der behövedes at bruge et eneste ondt ord imod dem.
Denne sag lod Anker kaste et nyt blik ind i den selvrådigheds-ånd, hvoraf alle embedsmænd fra de höjeste til de laveste i Trankebar vare besatte, og indgav ham frygt for de fölger, der muelig kunde opstå deraf, at enhver af stedets embedsmænd anså sig berettiget til at befale og straffe efter eget behag uden at spörge guvernören. Missionærerne vare i denne henseende ikke bedre end de verdslige embedsmænd. Endskönt de netop skulde have foregået alle andre med eksempel på lydighed, havde de tværtom stadig vist sig som nogle af de mest opsætsige og derved med grund vakt Ankers harme. Han udtaler sig derom i fölgende ord: „Denne törst efter magt og egenrådighed strækker sig endog til de övrige her i Trankebar etablerede Europæere, hvoriblandt missions-lærerne ere meget slemme at komme tilrettes med. Således som den kristelige lære her forplantes blandt hedningerne, gör kristendommen ikke megen ære; ti det lader, som det var dette hellige kollegium mere om at göre at udbrede navnet end moralen, hvorpå den grunder sig. I den dyre tid sker den bedste fangst;[1] ti for ris, som er Malebarernes fornemste föde, köbes kristne i mængde; men
- ↑ Sandsynligvis må dette tildels skrive sig fra en overdrivelse eller misforståelse; dog fortjene fölgende ytringer af Missions-beretningen for 1794 at sammenholdes dermed: „In den südlichen gegenden der Karnatik ist wegen eines zweijährigen mangels an regen eine grosse hungersnoth entstanden, wodurch viele tausende menschen genöthiget worden die dasigen gegenden zu verlassen und sich in die unsrigen gesegneter zu begeben, welches zugleich gelegenheit gegeben, dass viele fremdlinge zur annahme der heilsamen lehre eingeladen worden, die bis dahin noch nichts davon gehöret hatten.“ Neuere gesch. der evang. miss.-anstalten in Ostindien, 47tes stück, pag. 957 flg.
