over en del forurettelser, som vare tilföjede nogle kristne af hedningerne i den samme landsby under en strid om nogle jord-ejendomme. Guvernementet overdrog sagens afgörelse til et af sine medlemmer fog en af missionærerne i forening, hvilke derpå indkaldte hedningerne til en bestemt dag. Disse mödte også ganske rigtig, men uden at få nogen dom hverken denne eller den fölgende dag, hvorover de med föje bleve misfornöjede og henvendte sig til Anker, forat de ikke på denne måde skulde gå ledige og spilde sin tid til ingen nytte midt i den travleste årstid. Da Anker blev bekendt med deres andragende, tillod han dem öjeblikkelig at vende hjem og der oppebie hans ordrer, hvilket de med glæde gjorde.
Men neppe vare de stakkels mennesker komne hjem, for den guvernements-herre, hvem sagens påkendelse var overdragen, fölte sig meget forbitret over denne indgriben i sin myndighed og straks udsendte sin „pion“ (en slags politibetjent) for at hente dem tilbage; – da de nægtede at komme uden på guvernörens befaling, gav han fornyet ordre og lod dem hente med magt. Den fölgende morgen indfandt folkene sig hos Anker for at klage over den medfart, de havde lidt „og foreviste 5 personer, der vare meget ilde behandlede.“ Anker, der havde adskillig möje mod at stille dem tilfreds, tilskrev straks „auktor for al denne uorden et tilrettesættende brev, men fik et temmelig studs svar, nemlig: at han havde beordret sin pion at behandle folket på den måde, som var skeet, da de havde nægtet at ville adlyde hans befaling, eftersom han kunde ikke andet end formode, at deres foregivende var kuns en blot undskyldning i hensigt at vise adspændstighed og ringeagtelse mod den auktoritet, som hans post medförte.“ Efter dette svar lod Anker ham vide, at han ikke havde andet at göre end at underrette ham om, når de indstævnte hedningers nærværelse gjordes nödvendig, forat de
