guvernör Ankers virksomhed for i stedet at betragte hans forhold til missionærerne i Trankebar, et forhold, der har været underkastet dadel, men som måske for en upartisk betragtning ikke ubetinget vil vise sig at fortjene en sådan.[1] Fra den förste tid, Europæerne havde fæstet fod i Indien, havde de også ladet sig det være magtpåliggende at udbrede den kristne lære, men med forholdsvis lidet udbytte.[2] I Trankebar var der under Frederik IV også oprettet en mission, der væsentlig dreves af Tyskere fra missions-anstalten i Halle, men for danske penge.[3] Efter et forholdsvis kraftigt liv i den förste halvdel af det 18de århundrede havde også her tidens voksende vantro övet sin indflydelse, og missionen var efterhånden henimod århundredets slutning kommen i forfald, endskönt den fremdeles var i besiddelse af enkelte fremragende kræfter. Hvad som derimod ikke havde forladt missionærerne, var deres stridbarhed og lyst til at indblande sig i politiken, således som vi nylig have seet med Schwartz i Tanjour, hvem heller ikke hans ivrigste forsvarer ganske har kunnet frikende for beskyldningen om at have været begærlig efter penge. I Trankebar selv lå missionen i stadig strid med guvernementet bl. a. om jurisdiktionen over de omvendte indfödte, som de påstode var dem forlængst overdragen, og denne strid fortsattes også i Ankers tid.
Den förste gang, Anker synes at have nævnt missionen i sine breve, er i en depesche til grev Schimmelmann af 16 Juli 1790. Anledningen var en fra missionen indgiven klage
- ↑ Se I. F. Fenger, den trankebarske missions historie, side 318 flg.
- ↑ Om den ejendommelige fremgangsmåde, som jesuiterne anvendte i Indien for at udbrede den katolske religion, kan henvises til Tennents christianity in Ceylon, 15 flg.
- ↑ Af de 56 missionærer, som Fenger (pag. 359–367) opregner, vare kun 7 fra Danmark og 1 fra Sverige (ingen fra Norge.)
