hensyn tii sine kautionister, drog til Tanjour, hvor han samlede om sig en skare af sine tilhængere og andre misfornöjede og med dem gjorde strejftog ind på Trankebars grund. Dette vakte ny rædsel mellem folket, der troede, at guvernören, til hvem de havde sat alt sit håb, nu havde bukket under for sine modstandere. Denne gang kom det dog ikke til nogen römning, da Anker gav de strengeste befalinger om at være på post mod fienden og selv om natten red omkring på landet for at påse deres overholdelse. Senere bevægede han rajahen af Tanjour til at unddrage Supremani al understöttelse, hvorpå denne drog til den franske koloni, Karikal.
Det havde været Ankers önske at få fuldmagt til alene at ordne og påkende denne sag; den blev imidlertid overdragen til en kommission, hvis adfærd noksom godtgjorde det berettigede i hans frygt. Medens både guvernören og andre, som havde hjulpet ham, så sig udsatte for en „nærgående censur,“ dömte kommissionen i Januar 1794 efter et langvarigt samvære Supremani kun til en bod af 4000 rdl., netop halvdelen af, hvad han selv för havde budt for at slippe fri for nedsættelsen af en kommission, uden at de, som havde lidt skade ved hans plyndretog, fik nogen erstatning. Dette var det förste sammenstöd mellem Anker og hans interesserede kolleger og underordnede. Vi skulle senere komme til flere af samme art og da se, hvorledes bagvaskelsen formåede at virke selv på regeringen i Köbenhavn.
Samtidig med disse indre kabaler havde Anker været beskæftiget med et större foretagende, der var af megen vigtighed for kolonien. Det var intet andet end afslutningen af et lån med rajahen af Tanjour, der befandt sig i en stadig pengeforlegenhed.[1] Ved denne og lignende forhandlinger
- ↑ I årene omkring 1770 havde den daværende rajah fört lykke-
