guvernören; först i Februar 1789 forlod han kolonien med „nogle udskud af den kongelige tjeneste.“
Ved den ukontrollerede måde, hvorpå de to regeringsråder bestyrede de dem overdragne grene af forvaltningen, havde de en rig anledning til enten selv eller gennem sine hinduiske håndlangere at udsuge den indfödte befolkning, der fölgelig tabte al tillid til sin övrighed. Når al ret blev dem nægtet, stod der ikke nogen anden udvej åben for de undertrykte end at forlade Trankebars territorium i massevis. Nogen tid för Ankers ankomst havde de planmæssige udsugelser tvunget mange indfödte til at gribe til dette middel og mellem de tilbageværende fremkaldt en stærk gæring. Skönt denne langt fra var så voldsom, som den var bleven skildret i guvernementets og missionærernes beretninger, var den dog alvorlig nok, og Anker lagde derfor al sin kraft på at få den dæmpet. Det lykkedes ham også ved sin bestemte og tillidsvækkende optræden at tilvejebringe fuldstændig rolighed på koloniens grund, hvorimod det var umueligt at bevæge de bortrömte til at vende tilbage, för den værste blodigle var arresteret. Dette var en Hindu, ved navn Supremani Setti, der ifölge Ankers udsagn havde „vidst at forene sine medfödte malebariske talenter for skælmstykker med europæiske prokurator-kneb,“ og i sin stilling som finants-rådens „dubash“ eller tolk havde erhvervet sig stor indflydelse og en meget betydelig formue.
Supremani Setti havde aldrig vovet at pine sine landsmænd i den grad, som han gjorde, hvis han ikke havde været aldeles vis på at finde beskyttelse hos de europæiske embedsmænd. Såsnart han var arresteret, satte disse sig også straks i bevægelse for at få ham lösladt mod kaution, hvad guvernören ikke fandt at kunne nægte. Men neppe var Supremani kommen på fri fod, för han uden at tage
