viser det sig overalt, hvor agtet og anseet et navn Anker medbragte fra England, og hvilken nytte han derved så sig istand til at yde sin regering. Beviser herpå findes i mange af de endnu bevarede breve, som han modtog fra de höjeste engelske embedsmænd i Indien, med hvem han snart kom i officiel forbindelse.[1]
Ved sin genindsættelse på tronen i sit fædrenerige havde rajahen påtaget sig at betale det engelsk-ostindiske kompagni for dets beskyttelse en så stor tribut, at hans indtægter ikke stode i noget rimeligt forhold til denne. For at kunne opfylde sine forpligtelser mod kompagniet, så han sig derfor nödsaget til stadig at optage lån. I den forrige guvernörs tid havde han henvendt sig til guvernementet i Trankebar, men havde igen måttet opgive underhandlingen på grund af protester fra guvernementet i Madras. Da rajahen imidlertid fik höre, hvor vel anskreven Anker var hos Englænderne, besluttede han at göre et nyt forsög og tilkendegav ham derfor i sit lykönskningsbrev ved hans ankomst, at han önskede at fornye den året forud opgivne underhandling.[2]
- ↑ Ved sin personlige anseelse lykkedes det Anker at skaffe de kongelige veksler den samme kredit som det dansk-asiatiske kompagnis, hvad för aldrig havde været mueligt.
- ↑ „Han troede altså, samme vilde ikke mere möde den vanskelighed, eftersom det var ham bekendt, at jeg var meget vel anseet hos de Engelske,“ skriver Anker i sin „rapport om den tanjourske negotiation,“ dateret Dansborg 17 Januar 1789, som findes i hans kopibog for 1788–1790. Efter Ankers opgave udgjorde rajahens årlige tribut 800,000 rdl. i danske penge. Denne blev om våren 1789 nedsat til omtr. 500,000 rdl., men uden at rajahens ökonomiske forfatning derved blev bedre, da han blot forögede sine andre udgifter og vedblev at synke dybere og dybere i gæld.
lige krige med Maraverne og understöttet Hyder Ali; herved fandt Englænderne sig beföjede til at påföre ham krig og erobre hans hovedstad. Efter et par års fangenskab blev han atter lösladt og sat på tronen. Hennings, anf. st. II, 100–111.
