optog for at göre guvernören sin visit. Den ene af de to vogne var kun til stas og körte bestandig tom bagefter. Om aftenen gav guvernören bal og souper i anledning af prinsen af Oraniens födselsdag, og her traf Anker et selskab af omtrent 200 damer og herrer, der i alle henseender opförte sig, som om det havde været i Europa, endskönt mange af dem, navnlig blandt det smukke kön, aldrig havde været udenfor Kap. Mændene vare en stiv og stolt race, hvis uvilje mod det hollandsk-ostindiske kompagni med dets store privilegier stadig beredte guvernören nye vanskeligheder.
Chefen for tropperne, oberst Gordon, der tilhörte en oprindelig skotsk familie, var en mand, i hvem Anker traf en beslægtet ånd; hans stærke videbegærlighed havde drevet ham ud på opdagelsesrejser i det indre af Afrika, hvorfra han havde medbragt adskillige tegninger og mærkværdigheder. På samme tid havde han ved sin energi bragt kompagniets tropper, der ved hans tiltrædelse vare aldeles forsömte, op til et langt större antal og forstået at bibringe dem disciplin, så at de nu udgjorde et respektabelt korps.
Men med undtagelse af guvernören og oberst Gordon, måtte Anker give de övrige indbyggere af kolonien et slet vidnesbyrd på grund af deres nærighed, pengegriskhed og uforligelighed. Uagtet der herskede jævn velstand mellem dem, og uagtet deres tarvelige husliv ikke krævede store udgifter, gik dog al deres stræben ud på at skaffe sig penge. Navnlig var enhver fremmed udsat for et forfærdeligt prelleri, og når et skib tiltrængte en eller anden reparation, vare omkostningerne uden grænser. Ethvert hus, selv de allerrigeste, gjorde det til en levevej at modtage fremmede i kost og logis for en daglig pris af 1, 2 eller 3 pjastre, hvorfor også enhver sådan logerende blev anseet for en lykkelig fangst, da borgerne selv havde alle livsfornödenheder til de billigste
