Matroserne, der måtte arbejde med at fylde vand og
indtage proviant, led meget af den tropiske varme; for at
kunne holde bedre.ud, vare nogle af dem så uforsigtige at
drikke en mængde ung rum, hvilket senere i forening med
heden forårsagede megen sygdom, især forrådnelsesfeber. En
af dem blev næsten afsindig og sprang i et anfald af galskab
overbord, men blev dog lykkelig trukket op.
Om morgenen den 21 December forlod „Johanne & Marie“ igen St. Jago, og styrede mod syd for at nå Kap, på hvis red skibet kastede anker om morgenen den 6te Marts efter en lang og ensformig rejse, hvorunder mödet med en fransk slavehandler omtrent var den eneste afveksling. Denne bar navnet „l’aimable Suzette,“ var fra Bordeaux og agtede sig til den afrikanske kyst for at köbe slaver; da den var sprungen læk i söen, bad kaptejnen om, at „Johanne & Marie“ vilde holde sig i nærheden, indtil skaden var bleven udbedret. Dette blev også tilstået; så lidet var endnu bevidstheden vågnet om det skændige i slavehandelen.
Ved Kapstaden blev skibet liggende til 21 Marts.[1] Mellemtiden benyttede Anker til grundig at sætte sig ind i alle koloniens forhold. Under hele sit ophold boede han i land, hvor han af den hollandske guvernör, ven de Graaff, blev modtagen med forekommenhed. Straks han steg i land, forefandt han to vogne med 6 heste, hvori han körte til sit logis, og den fölgende dag afhentedes han atter i det samme
- ↑ Om det förste syn af Kaplandet skriver Anker i sin dagbog, at det „er ikke ulig den vestre kyst af Norge, da intet sees uden höje og stejle klipper, dog med den forskel, at de norske klipper have klyfter og daler fyldte med træer og grönne vækster, da disse derimod ere aldeles nögne og af en hæslig gråbrun farve.“
havde gjort noget forsög på at erhverve St. Jago, ender Anker sin beskrivelse med de ord: „Det var at önske, öen hörte Danmark til.“
