den 1ste §. Endnu forsvaredes Sedlernes Cassation af Meltzer, Collett og Flere; det modsagdes af Løvenskiold, Dahl og mig, og §en antoges med 87 mod 21. § 2[1]. Haxthausen og Tank kom atter i Forsamlingen, og nu fremkom der Forsvarsskrivter fra Hegermann, Falsen, Collett, Christie, Schmidt, Sverdrup for Committeens Forslag, og alle gik ud fra den Grundsætning, at Norge havde svoret at være selvstændig, og maatte følgelig give Regjeringen de Midler i Hænderne, uden hvilke denne attraaede Selvstændighed umulig kunde opnaaes. Rein tog Ordet; den Tale, han holdt, formoder jeg, for den Sensation, den opvakte, vil blive trykt. Jeg formoder ogsaa, den var skjøn; thi jeg veed, at flere af Forsamlingens virkelig brave Medlemmer ved den bragtes i Enthousiasme, men jeg tilstaaer oprigtig, at de i Begyndelsen af Talen med Reins Pen, jeg behøver vel ikke at sige mere, fremførte Bitterheder, haandgribeligt stilede mod et enkelt Medlem af Forsamlingen, gjorde mig endnu ved Talens virkelig skjønne Slutning kold som Is, og saaledes kunde jeg heller ikke deltage i den Applaud, en stor Del af Forsamlingen med rund Haand, efter endt Tale, ved Haandklap og Hurraraab ydede ham. Saavidt ere vi da nu komne!!! Umiddelbar herpaa opstod Omsen, og kjølede Gemytterne ovenpaa denne voldsomme Rystelse. Han søgte at godtgjøre, at nærværende Rigsforsamling ikke var competent
- ↑ Anden post: „At rigsforsamlingen ej alene garanterer den nuværende statsgjæld, men også de 14 millioner rigsbankdaler navnværdi eller den del deraf såvelsom hvad mere der af rigsbanken udstedes til den 1ste marts 1815, og hvorfor der vil blive aflagt offentligt regnskab; alt til den af rigsbanken den 1ste august 1813 satte kurs af 375 pct., hvilken straks må gjøres almindelig bekjendt.“ Posten antoges med den forandring, at der efter ordet „statsgjæld“ tilføjedes: „forsåvidt den af næste storthing vorder erkjendt rigtig,“ og at der efter de ord: „eller den del deraf“ sattes: „når stats-indtægterne ere fradragne.“
