vilde Regentens Ret til at erklære Krig ikke sige synderlig. Wedel og Diriks kunde heller ikke nægte, at Retten var skadelig, men anførte derimod, at selv det frie engelske Folk havde maattet lade sin Konge i Besiddelse af bemeldte Ret, da de ikke havde vidst paa nogen passelig Maade at indskrænke den. I Hensyn til Professor Sverdrups Fremførte anmærkede jeg, at jeg troede at have godtgjort, hvor intetsigende denne Modvægt var, og i Anledning af Wedels og Diriks’s Anmærkning formente jeg, at naar intet bedre vidstes, var dog nogen Indskrænkning bedre end aldeles ingen, og foreslog derfor, at naar Statsraadet enstemmig var mod Kongen, maatte han ikke erklære Krig, uden nærmere med Storthingets Samtykke. Heri vilde man imidlertid ikke indlade sig. §en antaget med 89 Stemmer mod 21. Jeg har i denne Henseende handlet efter Overbevisning; mere kunde jeg ikke gjøre. § 34 enstemmig antaget. §35. Falsen formente, at naar Kongen benaadede en paa Livet dømt Forbryder, maatte det ikke være denne tilladt at vælge Livsstraffen, da dette omtrent vilde være det Samme som Selvmord. Præsidenten var af den Formening, at Kongen ogsaa i de Sager, som anlagdes for Rigsretten, maatte kunne benaade med Livet. Ved Stemmeflerhed blev §en antaget med Diriks’s Tilføiende, saaledes som paa sit Sted er anført. § 36. Kjøbmand Melbach troede, det ikke burde være Kongen tilladt at paalægge midlertidig Told m. v., men den hele Forsamling mente det Modsatte, og §en blev uforandret antaget Kl. var endnu ikke 4, som ellers er antaget at være Tiden, ved hvilken man ophører, men da den følgende § var af den Beskaffenhed, den sandsynligvis vilde blive stærkt disenteret, endtes Forhandlingerne for idag.
Løverdagen den 7de Mai. – Man begyndte efter Ordenen med den 37te §, og sandelig den debatteredes i
