Forening med Sverige? 400 Aars Erfaring har vist os, at en Forening med Danmark er unaturlig og til vor Fordærv; da man imidlertid muligens, om kortere eller længere Tid, vil gemme de Trængsler, vi for Øieblikket have i friskt Minde, saa bør vi gjøre en Gjenforening umulig. Han sluttede med de Ord: „Hvad Gud haver adskilt, skal intet Menneske i al Evighed sammenføie“. I sin Iver gik han nu vistnok for vidt tilligemed de mange Flere, der talede mod §en; thi den Grundregel, paa hvilken nærværende Rigsforsamling grunder Constitutionen, Folkets Souverainitet, gjør det jo umuligt og modstridende at binde kommende Slægter. Forslaget antaget med 98 mod 11 Stemmer. § 29 enstemmig antaget. § 30 ligesaa. § 31. Endnu har ingen § havt saa mange aabenbare Modstandere og Forfægtere som denne. Præsidenten var nødt til at dele den i 3de Dele, og den første og sidste Del antoges strax enstemmig; den mellemste Del derimod, om Anvendelsen af Geistlighedens og Skolernes Gods, blev desto haardere debatteret. Heidmann, Lensmand Lysgaard, Capit. Høyum, Cancelliraad Dahl, Bonden Teis J. Tostensen[1] fra Lister Amt og Flere talede ivrig mod Forslaget. Provst Middelfart, Løvenskiold, Sverdrup, Præst Darre, Wedel, Koren, Christie og Flere understøttede samme. Hine gik i Almindelighed ud fra, at det beneficerede Gods var en Levning fra hine Katholicismens Tider, da en bodfærdig synder for at redde sin Sjæl fra Skjærsilden, gjerne hengav sin Skriftefader Alt, at naar Aarsagen ophørte, Virkningen ogsaa maatte ophøre, og at der af det beneficerede Guds vistnok ikke kunde gjøres noget ædlere, værdigere Brug end ved samme at redde Staten fra Undergang. Teis Jacob Tostensen[1] gik med bitter
