at misforstaaes, blev strax med enstemmigt Bifald tillagt: „af Gangen“. Omsider skredes til Votering, og skulde først voteres paa, om §en skulde forandres eller blive staaende som den stod; Resultatet blev ved Stemmeflerhed, at den skulde forandres; man enedes derpaa, at Stemmerne vare delte mellem Weidemanns og Omsens Forslag, og der voteredes atter paa, hvilket af disse skulde antages. Weidemann vandt overhaand med 83 Stemmer mod 29, og §en forandredes, saaledes som ved samme er anført. § 28. Ikke mindre heftig blev denne § debatteret[1]. Fleischer formente, at da en af de følgende §§ i Constitutionen tillod Forandringer i denne, maatte det og være nærværende Rigsforsamling tilladt efter dens Erfaring at antage som Grundregler, hvad den efter nøie Drøftning fandt rigtigst; han troede derfor, at Nægtelsen burde være ubetinget, og saaledes blot Begyndelsen af §en blive staaende; Omsen og Flere vare af samme Formening. Falsen og Sverdrup vare atter enige i, at det var at gjøre Indgreb i Nationens Rettighed nu at bestemme Noget som ufravigelig Lov. De nægtede ikke, at Foreningen med Danmark havde været skadelig; men de troede og, man meget godt kunde tænke sig, at Nationen om 10, 20, 30 Aar kunde finde en Gjenforening med Danmark nyttig og nødvendig; Rein understøttede ogsaa denne Mening. Wergeland tog sidst til Gjenmæle; han var som sædvanlig varm og meget vidtløftig. Hvorledes, sagde han, kan man forbinde Tanken om en Forening med Danmark med den nys aflagde Ed til at hævde Norges Selvstændighed? Maa en Forening med Danmark ikke være ligesaa stridende mod denne Ed, som en
- ↑ § 28 i konstitutions-komiteens udkast: Kongen må ikke antage nogen anden krone eller regjering, uden storthingets samtykke, hvortil i dette tilfælde totrediedele af stemmerne udfordres.
