iveien; Norge havde i Aarhundreder følt Mangelen ikke at have en Konge i sit eget Skjød; det vilde nu ikke have en Konge paa Papiret, men i Virkeligheden; thi foreslog han, at naar. Kongen havde været 6 Maaneder hørte, skulde han i det mindste de følgende 5 Aar være i Riget. Falsen protesterede i kraftigste Maade, ved en skreven Tale, imod enhver Tilsætning i §en. Sverdrup ligesaa, og begge fortrinlig paa den Grund, fordi man derved bandt Folkets Villie ved at nægte, hvad det muligens, om kort eller længe, kunde ansee at være gavnligt. Falsen og Omsen kom derved i heftig Debatte sammen. Provst Schmidt og Capitaine Holck vilde have, at i §en skulde skjelnes mellem Embeds- og Privat-Reiser, da jo de første nødvendig maatte være Regenten tilstaaede, saa tidt han fandt samme nødvendige. Jeg tog mig i denne Henseende den Frihed at bemærke, at saafremt Danmark, eller hvilketsomhelst andet Rige, nogensinde blev forenet med Norge, vilde jo en Reise derhen idetmindste altid kaldes en Embeds-Reise, og at atter intet Værn havdes mod Kongens Fraværelse fra Riget. Sorenskriver Weidemann foreslog, at §en skulde begynde saa: Kongen skal boe indenfor Rigets nuværende Grændser, og Fleischer med Tilsætning: at naar Kongen havde været 6 Maaneder borte, skulde han i det mindste være 6 Maaneder i Riget; Omsen afkortede sine 5 Aar til 3 Aar; Præsidenten tiltraadte Sorenskriver Weidemanns Mening, og troede forøvrigt, at i Storthingets Opmærksomhed og det Udtryk: „skal boe“ laa sikkerhed nok for, at Kongen ikke kunde være synderlig længe fra Riget. Vor Ven og Taler, Hr. Carstensen, var af den Formening, at §en maatte forstaaes saaledes, at om Kongen end regjerede i 50 Aar og derover, maatte han dog i alt ikke være mere end 6 Maaneder ude af Riget. For i den Henseende ikke
