Nordmændene Rein og Provst Schmidt talede mod førstnævnte, dog kun forsaavidt de udenlandske Forhold angik, som de holdt for umulige at erholde Forklaringer om og umulige at indlade sig i. En Sorenskriver Koren, Professor Sverdrup og mange med dem anførte, at de ikke af deres Committenter havde Fuldmagt paa mere end at antage en Constitution, samt til hvem den executive Magt skal være overdraget. I denne Anledning holdt Præst Grøgaard (en herlig, høist energisk Mand) en kort, men trædende Tale, og endte samme, idet han korsvis fremstrakte sine Hænder, saaledes: binder mine Hænder! den hele Norske Nation skal være fri, men denne Rigsforsamling skal ene være lænkebunden!!! – Efterat der vel var talet et Par Timer i denne Anledning, blev Spørgsmaalet fremlagt uden al Tilsætning, og var altsaa i sig selv meget ligegyldigt. Stemmerne vare aldeles delte, 55 for og 55 mod Forslaget; Præsidenten (Hegermann) gjorde Udslaget, og Forslaget antoges, sc. naar Constitutionen er antaget og Kongen valgt, er Forsamlingen hævet. Ja, gid den var hævet i dette Øieblik! thi den er ikke længere interessant; men inden denne Antagelse og inden dette Valg vil den neddyssede Qvæstion fremkomme med forøget Kraft, og om den, som jeg nu formoder, falder igjennem, saa have vi dog gjort vor Pligt med rolig Samvittighed. For at ende denne Dags Forhandlinger med noget Oplivende, indkom til Rigsforsamlingen et Forslag fra en Del Bønder her af Sognet. Blandt Andet foreslog det Afskaffelsen af Sølv-Værdien og i 4de Post udtrykker det sig omtrent saaledes: „Skriverfriheden, ja denne Skriverfrihed var det nu vel godt om den blev tilladt, paa det vi fattige og enfoldige Bønder kunde faae Tilladelse til at lade vore Skjøder og Documenter skrive af hvem vi vilde, og ikke som hidtil skulde være nødsagede til at lade
