antaget med Tilsætning: at Medlemmernes Antal nærmere skulde bestemmes, og at successive som de arbeidede; skulde Forslagene udgives i Trykken, paa det Enhver derom frit kunde give sine Tanker tilkjende. Det andet Spørgsmaal analyserede man nærmere for egentlig at forstaae, hvad det indeholdt. Tænkte man sig blot Spørgsmaalet: skal vi ansee vore Forretninger for endte, naar Constitutionen er antaget og Kongen valgt? eller, som en stor Del, for at gjøre det latterligt, forklarede samme: skal vi reise, naar vi ere færdige? saa var der vistnok i Hensyn til Meningen herom den fuldkomneste Overensstemmelse; men en stor Del af os vare bange for, at endnu den Tilsætning kunde gjøres, som de igaar anførte Præmisser gave Anledning til: „uden at Landets indvortes Tilstand og Forhold til Fremmede undersøges“, og da var det af yderste Vigtighed. Alle have vi aflagt den Ed, at hævde om gamle, det elskede, Norges Selvstændighed, og ve den, der kunde tænke paa at bryde denne Ed, men skjændigt, under denne Forsamlings Værdighed var det, om vi gik fra hinanden uden at fordre denne Oplysning om vor Tilstand, og den vil blive fordret med Mod og Kraft. Forinden der om Forslaget blev voteret, talede Flere for og imod. Løvenskiold fik først Ordet. Gud kjender hans Hensigter og Motiver[1]; men endnu har han efter min Formening talt den sande Nordmands ægte Sprog; han talte godt og værdigen for at vise, hvilken Inconseqvence man begik, naar man skiltes ad, uden at fordre de omtalte Oplysninger, saavidt samme vare at erholde. Derpaa opstod Wergeland, han forfægtede med inderlig Varme samme Sag.
- ↑ Disse ord referere sig, som man ser, til den almindelige omtale. Der var faa af minoriteten, hvis rygte i den grad mishandledes som Løvenskiolds.
