bestyrkede derved, et oppositionen ved komitevalg havde givet hm sin stemme. Vel bekjendt med, hvor løst forrædernavnet dengang sad på manges læber, fandt han sin ære krænket ved den omtale, han var udsat for, og omgikkes et øjeblik med den tanke at forelægge sine medrepræsentanter en trykt erklæring angående sine politiske synsmåder; men det lykkedes Brock, som ængstedes ved den opsigt, et sådant skridt vilde gjøre, at give en saavidt tilfredsstillende forklaring, at Sibbern opgav sit forsæt. Udkastet til den paatænkte erklæring er bevaret sammen med dagbogen, og dens hovedindhold fortjener at gjengives her som et vidnesbyrd om hans politiske standpunkt. Han fremstiller sine politiske anskuelser således:
„1. Jeg anseer enhver frivillig og underordnet Forbindelse med Naboriget Sverige ikke alene som stridende mod den høitidelige Ed, vi have aflagt, men endog aabenbar til vor Fordærv, fordi det er stridende mod Nationens almindelige Villie, fordi det National-Had, der unegtelig har Sted mellem begge Nationer, vilde lede til de ulykkeligste Optrin, og fordi vor væsentligste Mangel, Korn, tillige er Sveriges Mangel, og vi saaledes end ikke heller i saa Henseende kunde have mindste Nytte af denne Forbindelse.
2. Jeg anseer paa Grund af samme høitidelige Ed enhver underordnet Forbindelse med hvilkensomhelst anden Stat som stridende mod Nationens Ønske, med mindre den, naar Saadant engang skulde blive Tilfældet, dertil udtrykkeligen gav sit Samtykke.
3. Jeg anseer det for denne Rigsforsamlings Pligt og overensstemmende med dens Værdighed at undersøge Nationens indvortes Tilstand og, forsaavidt muligt og samme kan være overensstemmende med Diplomatiken, Nationens Forhold til nemmede Magter; ikke for deraf, om end vore Hjælpemidler og Ressourcer for Øieblikket muligens kunde være faa, at avle Mismod og Utilfredshed med hvad vi selv frivilligen have gjort, men fordi det, som meldt, er vor Pligt, og fordi man saaledes bedre og sikrere understøtter det om endog skrøbelige Hus, naar man kjender dets Mangler.
4. Jeg anseer det endelig (ikke for at sige Landets ophøiede Regent en Smiger, thi hvorlidet vilde dette af min Mund kunne interessere ham, men fordi jeg nu engang er tvungen dertil) for en sand uskatterlig Lykke, der muligens har reddet Landet fra Anarchiets Rædsler, at Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Fredrik til Dan-
