mark og Norge i denne Farens Stund har været hos os, og troer ene ham blandt alle Europas Fyrster berettiget og fortrinligen skikket til at være Norges Konge.“
Hvor stærkt end tilslutningen til selvstændighedspartiet er fremhævet i denne erklæring, ser man dog tvivl træde frem, som forklare den mistro, der gjorde sig gjældende hos de ivrigste selvstændighedsmænd. Sibbern udtaler sig kun mod en underordnet forbindelse med Sverige eller en anden stat og synes at reservere sig mod at være fiendtlig stemt mod en ligeberettiget union, en mulighed, som la aldeles udenfor majoritetens tanke Ligeledes fastholder han rigsforsamlingens ret til at undersøge landets indre og ydre forhold, – efter majoritetens betragtningsmåde det farligste punkt for selvstændighedspolitiken. Jacob Aall[1] har uden videre henregnet såvel Sibbern som oberst Stabell, der af major Brock stilledes i samme klasse, til oppositionspartiet. På det overordentlige storthing i 1814, da Sibbern mødte som repræsentant for den del af Smålenenes amt, der ej var besat af de Svenske, viste det sig også, at han ikke var imod en med nationens ære og selvstændighed stemmende forening med Sverige. Han valgtes til medlem ar den komité, som forhandlede med de svenske kommissarier angående de i anledning af unionen nødvendige forandringer i grundloven. Forinden forhandlingerne herom begyndte i Storthinget, udtalte han i et kort foredrag den 25de oktober 1814 sin forvisning om, at der vilde kunne tilveiebringes de fornødne garantier for Norges frihed og selvstændighed under forbindelsen med nabofolket.
Sibberns deltagelse i de to nationalforsamlinger, der grundlagde den nye statsorden, blev bestemmende for hans senere livsbane. Han forlod den militære karriere og traadte over i den civile statstjeneste. Den 28de november 1814 udnævntes han til amtmand i Smålenenes amt. I 1822 blev han stiftamtmand over Akershus stift, hvormed amtmandsembedet i Akershus dengang var forenet, ligesom han vedblev bestyrelsen af Smålenenes amt. Som storthingsmand mødte han for Smålenenes amt i 1815–16, 18, 21 og 22 og for Kristiania by 1824. I 1830 indtrådte han i kongens råd og fungerede som statsråd indtil 1850, da han tog sin afsked i en alder af henved 71 Aar.
- ↑ Erindringerne, Langes udg., s. 419.
