fald matte foretage nyt valg. Under den skriftveksel, som herved foranledigedes, negtede korpset at give slip på sin repræsentant, som ikke let kunde erstattes af nogen anden. Amtmanden i Smålenene henvendte sig da til regenten, prins Christian Fredrik, med en kraftig forestilling, hvori han fremhævede, at en valgkorporation som Smålenenes amt, „der udgjorde 21 kirke-sogne“, paa grund af folkemængden, indbyggernes borgerlige stilling o. s. v. måtte have fortrinet for et ridende jægerkorps, og at amtet ikke kunde gjøre noget bedre valg, „da såvel hans borgerlige stilling som især hans ædle karakter, retsindighed eg rundskue-evne gjerde ham værdig til valget.“ Prinsen resolverede, „at der intet kan være imod, at major v. Sibbern modtager amtets valg og saaledes møder ved folkeforsamlingen saavel paa dettes som korpsets vegne“. Sin endelige afgjørelse fik striden imidlertid først ved fuldmagternes prøvelse paa Ejdsvold, hvor Sibbern antoges som repræsentant for jægerkorpset, medens den derved ledige plads for Smålenenes amt blev stående ubesat.
Hædret ved dette dobbelte valg tog Sibbern, i en alder af ikke fuldt 35 ar, sæde i landets konstituerende forsamling, hvor han gjorde sig bemærket som en „retsindig, livlig, i debatterne med følelse for sagerne og deres bedste udfald virksomt deltagende mand“[1]. Om hans varme interesse for forhandlingerne, hans omhyggelige overvejelse af diskussions-gjenstandene, hans humane opfattelse af divergerende anskuelser bære også de optegnelser, som her forelægges almenheden, det klareste vidnesbyrd. Skjønt han, i lighed med de andre militære paa rigsforsamlingen, for det meste iagttog en forsigtig tilbageholdenhed i de politiske hovedspørgsmål, synes det dog at skimte frem, at hans opfattelse af den politiske stilling nærmede ham til oppositionspartiet på Ejdsvold, hvis mest fremtrædende talere oftere i dagbogen omtales med udtryk af agtelse og velvilje. Det varede heller ikke stort længere end en uges tid efter forsamlingens sammentræde, førend Sibbern allerede af de eksalterede selvstændighedsmænd og i den hofkreds, som omgav Christian Fredrik, betegnedes som „vaklende“ og heldende til de „ildesindede.“ Af sin ven major F. L. Brock, adjutant hos prinsregenten, blev han underrettet om de rygter, som vare i omløb, og som man synes at have fundet
- ↑ Wergelands udtryk i hans Const. Hist. II, 26.
