(jfr. beretningen i Eigla kap. 57). Foruden ved vikingetogene skaffede Nordmændene sig jevnlig forsyning af trælle ved kjøb på de udenlandske trællemarkeder. – Derhos var trælleforældres børn også trælle; havde forældrene i dette tilfælde forskjellige herrer, tilfaldt barnet faderens herre; hvorimod denne måtte udrede en bod til moderens herre for den ved svangerskabet og barselsængen bevirkede formindskelse i hendes arbejdskraft. Barn af fribåren kvinde med træl var frit og hørte til moderens æt; ligeledes fri mands barn med trælkvinde, forudsat at faderen erkjendte barnet for sit og gav det frihed før det var 3 julenætter gammelt; da var det hans tybårne barn; i modsat fald var barnet træl og tilhørte moderens herre (G. L. 57 jfr. 104, F. L. X. 47). Lod en fri kvinde sig beligge af en træl, måtte hun bøde 3 mark; formåede hun ikke at bøde, tapte hun selv sin frihed (G. L. 198; F. L. II. 1 og IX. 16; B. R. 127).
Da der i Norge ikke gaves nogen ældre undertvungen befolkning, kunde der ikke opkomme nogen helot kaste, lige så lidt som der efter landboforholdenes hele tilstand i Norge kunde opstå en klasse af livegne bønder svarende til Romernes coloni eller de gamle Tyskeres hørigen (Taciti Germania c. 25). Trællene var i Norge altid hustrælle, der helt og udelukkende var til sine herrers tjeneste. Man ser derimod almindelig, at de større jordegodsbesiddere overdrog visse af sine dueligste eg påliteligste trælle som forvaltere (ármenn) at bestyre driften af deres gårde, og en således betroet træl synes efter F. L. IV. 57 også at have nydt personlig ret, nemlig en sextendedel af herrens.
Uaktet trællenes fuldstændige retløshed, synes dog deres stilling i det hele taget at have været ret god, og bedre end hos de gamle Græker og Romere. Bekjendt er historien om Erling Skjalgssöns trælle (Snorre, Olaf den helliges saga
