kap. 22). Uaktet det gjaldt som regel, at hvad trællen erhvervede, tilfaldt hans herre (jfr. F. L. XIV. 10), synes det ikke at have været usædvanlikt, at herren gav sine trælle adgang til at fortjene noget for sig selv, og hvad de således fortjente (orka = peculium), blev deres egen ejendom, og herren synes ikke at have været anseet berettiget til vilkårlig at tage det fra dem (jfr. Gisle Surssøns saga, Gislasons udg. s. 80–81). Disponere derover kunde imidlertid trællen ikke uden til sine børns underhold; han „rådede kun for sin kniv“ (G. L. 56 og 57), og ved hans død måtte hans orke hjemfalde til herren, da trællene børn ingen arveret havde (G. L. 65 og 114). Den viktigste anvendelse, trællen deraf kunde gjøre, blev således at løskjøbe sig dermed. – En mærkelig bestemmelse indeholder den ældre Borgartings kristenret (II) kap. 15, der tillader selv trællen ustraffet at dræbe den, som han griber i samleje med sin kone eller datter[1].
Også den frie mand kunde komme i trællestilling, når han ikke formåede at betale sin gjæld (skuldarmaðr), G. L. 71, jfr. F. L. X. 26 og B. R. 50. Men denne skyldtrældom ophørte igjen, såsnart gjælden blev betalt, og skyldtrællens retlige stilling var forskjellig fra de egentlige trælles, idet han navnlig også selv havde personlig ret, ligesom trældommen ikke gik over på hans afkom. Enhver ætbåren mand var berettiget til at give såvel sig selv som sit barn i pant for gjæld (gefa í skuld); dog måtte ingen give sit barn for større sum end 3 mark, men sin egen person kunde han
- ↑ „Trællen skal gå til brønden og hente et spand vand og slå over dem, og bede sin måg at sove salig.“ – Den fribårne mand havde derimod efter samme lov ret til at hævne utukt med sin kone, datter, moder, syster, stedmoder, svigermoder, steddatter, sønnekone, kones syster og broders kone; den frigivne eller hans søn alene med sin kone, datter, moder og syster.
