Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/223

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

talingsmiddel for gjæld (G. L. 223 jfr. 266 og 274). Udleje af trælle til arbejde for andre (mansleiga) betraktedes ganske som anden leje af kreaturer (G. L. 69; F. L. X. 31 slutn.), og ulovlig brug af anden mands træl behandledes ligesom andet fornæmi (G. L. 71 slutn.). – Fornærmelser mod træl betraktedes blot som fornærmelse mod hans herre: drab medførte efter F. L. IV. 56 alene skadeserstatning og avindsbod til herren, medens sår efter G. L. 215, foruden de almindelige sårbøder, lægeløn og kosthold, endvidere medførte erstatning for trællene arbejde, sålænge han var syg; hvorimod der selvfølgelig ikke blev spørsmål om nogen bod til kongen. Andre legemsfornærmelser mod trælle, såvelsom lejermål med trælkvinde, bødedes med en bod til herren i forhold til dennes personlige ret og trællens godhed, hvilken for de 4 fornemste trælle af begge kjøn: þjónn (hustjeneren), bryti (gårdskarlen), seta (stuepigen) og deigja (husholdersken) udgjorde en ottendepart af herrens egen ret, og for de øvrige forholdsvis mindre. Kun i to tilfælde tilfaldt boden for legemsfornærmelse trællen selv, nemlig når en anden træl havde slået ham, såvelsom når han fulgte sin herre til ting, kirke eller gilde, i hvilket sidste tilfælde trællen nød baugshelg, d. e. en tolftedel af sin herres ret (G. L. 198 jfr. F. L. IV. 61 og XI. 21).

Omvendt stod herren lige over for tredjemand til ansvar for sin træl, med mindre han foretrak at abandonnere ham. Dog havde han i ringere tilfælde også adgang til at undgå bod ved selv at refse trællen (F. L. X. 40; G. L. 163, 198 og 204, jfr. 16, 18, 20, 22).

Trældom opstod oprindelig ved fangenskab i krigen (hernuminn, hertekinn), og det synes endog, at enhver voldelig bemæktigelse af et individ, selv indenlands, har medført forestillingen om en derved umiddelbart indtrådt trældom