ivrede for Lørdagens Helligholdelse, tror jeg nu at have godtgjort.
Er dette virkelig lykkes mig, da kan det ikke staa i nogen Forbindelse hermed, at Kristian den første i et af sine Breve til den romerske Curie under den nidarosiske Bispestols Ledighed efter Aslak Bolts Død lod Paven vide, at den norske Almue, hvis Paven paatvang den en Erkebisp mod dens Ønske, skulde være tilbøjelig til at gaa over til den græske Kirke[1]. Paastanden synes tvertimod, om end ikke greben aldeles udaf Luften, saa dog at være uden Grund i de virkelige Forhold; men den kunde dog være saa meget tjenligere for sit Øjemed, som det var den romerske Curie bekjendt nok, i hvor nær og stadig Berørelse Norge og Sverige stod med de kjætterske Russer, og om end denne Berørelse var fiendtlig, saa vare jo netop disse Fiendtligheder givne en religiøs Karakter (som de tildels ogsaa virkeligen havde)[2] i de jevnlige Forestillinger til den romerske Curie om Tilskud af Kirkens Midler til Krigen mod de kjætterske Russer,[3] saa at Curien nok kunde forestille sig Muligheden af, at Nordmændene under visse Omstændigheder vilde være tilbøjeligere til at forene sig med Russerne, end til at bekrige dem.
