til, at deres Optræden i dette Stykke stemmer aldeles overens med hvad der i et gammelt Dokument, hvoraf L. Daae paa det anførte Sted Side 183 fg. har meddelt Uddrag, fortælles om Presterne i den katolske Tid.
Det kan ogsaa som sagt kun have været en Overdrivelse af Helligholdelsen af Lørdagen til Jomfru Marias Ære, mod hvilken Aslak Bolt udsteder sit Forbud i det omhandlede Provincialstatut. Naar han deri lader uomtalt, at Lørdagens Helligholdelse skede til Jomfru Marias Ære, men derimod fremhæver, at denne Dags Helligholdelse var en jødisk eller hedensk, men ikke nogen kristelig Skik, da er dette ikke at undres over. Ti medens han paa den ene Side vel ikke vilde gaa Marias Ære for nær, ej heller fandt Lørdagens Helligholdelse til hendes Ære utilbørlig, naar man kun ikke deri gik videre end Kristenretten tilstedede: saa fandt han vel paa den anden Side, at den paaankede Overdrivelse i Lørdagens Helligholdelse altfor meget nærmede sig Jødernes Helligholdelse af Sabbaten, til at han ikke skulde føle sig opfordret til at fremhæve dette og gjøre gjældende, at man som kristne Mennesker dog ikke skulde følge jødisk Skik eller Lov. Bedre Argument kunde man vel heller ikke efter Reformationen finde, naar man vilde gjøre Lørdagens Helligholdelse forhadt; men efterhaanden som det gik i Forglemmelse, hvad der havde givet Anledning til Lørdagens Helligholdelse, laa det ogsaa saare nær eller kom man meget let til at søge Grunden dertil i Moselovens Bud. Det ene med det andet kunde da vel ogsaa senere have ført dertil, at hvad der ikke var Frugten af en judaiserende Retning inden Kirken netop virkede til at fremkalde en saadan, som, efter hvad Anjou i sit nævnte Værk oplyser, virkelig maa have fundet Sted inden den svenske Kirke i Tiden efter Reformationen.
