da levende Mennesker, som paa den Lørdag havde ret Tro[1]. Side 155—157 fortælles der om, at hun med tvende syge Koner paa Island gjorde den Overenskomst (kaup), at hun skulde give dem deres Helbred, mod at de til Gjengjeld skulde upptaka þváttdaga föstur ok syngja hvern laugardag þriðjung saltara. Naar der til den ene af disse Overenskomster ogsaa hørte at „hafa einmæling hvern föstudag“, skulde denne Fredagsfaste tjene som en Forberedelse til Lørdagens rette Helligholdelse. Side 137 og 221 kan der læses om Jertegn, hvorved der indskjærpedes at holde saadan Lørdagshelg eller Personer revsedes for deres Uvillighed dertil.
Ser man nu hen til alt dette, og lægger man derhos Mærke til, at nogle Personer, som efter Reformationen optraadte i Norge for Lørdagens Helligholdelse, „lærte og underviste Folket at tjene Gud og Maria, at ligesom de holdt den hellige Søndag forhen Gud til Ære og Tjeneste, saa skulde de nu her holde Lørdagen Jomfru Maria til Ære og Amindelse og Fredagen tilforn med Fasten og Bøn dertil berede sig“[2], da forekommer det mig som der ikke længere kan være nogen Tvivl om, at jo den Helligholdelse af Lørdagen, som efter Reformationen paataltes som en Uskik baade i Norge og i Sverige, var en Levning fra Katolicismens Dage. Ti det maa jo strax falde i Øjnene, at de Mænd vare katolske Prester, der saaledes optraadte i dens Interesse eller beherskede af dens Anskuelser og Vedtægter, naar det heder om dem, at de kaldte sig selv St. Olafs, St. Nicolaus og Guds velsignede Moders Marias Sendebud, og der lægges Mærke
