Testamentes hellige Skrifter, det fremlyser ogsaa noksom deraf, at der allerede før Reformationens Tid førtes Anke over og udgik Forbud mod at man holdt Lørdagshelg. I Erkebiskop Aslak Bolts Provincialstatut udstedt i Bergen den 24de August 1435[1] heder det nemlig, at det var kommet ham for Øre, hvorledes man paa forskjellige Steder i dette Rige havde, nogle af sin Naturs Skrøbelighed, andre derimod af Djævelens Forførelse og Tilskyndelse, fordristet sig til at indføre og holde Helligdage, som hverken af Gud eller af den hellige Kirke vare indstiftede eller samtykte men tvertimod (strede) storligen baade mod Gud og de helliges Anordning, nemlig Lørdagshelg, som Jøder og Hedninger, men ikke Kristne pleje holde. Herom var det paa et i Bergen afholdt Provincialconcil stadfestet, at saadan Lørdagshelg ingenlunde herefter maatte tilstedes videre end Kristenretten byder. Herved er nu først at mærke, at Lørdagshelgen betegnes som noget ejendommeligt for Jøder og Hedninger, men fremmed for de Kristne, og idet man nok kan holde Erkebispen det tilgode, at han her slaar Jøder og Hedninger sammen, ligger det jo nær heri at se en Stadfestelse paa, at Lørdagshelgen her som i Sverige var Frugten af en judaiserende Retning inden Kirken, eller fremgangen deraf, at man med Jøderne vilde helligholde som Hviledag den i Guds Lov som saadan betegnede og dertil bestemte Dag. At dette var Lørdagshelgens Oprindelse i Sverige har ogsaa Norlin[2] antaget, og idet han fremhæver at Bevægelsen forekommer tidligere i Finland end i selve Sverige, hentydet paa, at den var indført fra Rusland, hvor der nemlig i og omkring Archangel fra gammel Tid skulde have levet en jødisk Befolk-
