ning. At denne Bevægelse virkeligen er forekommen tidligere i Finland end i Sverige, følger imidlertid ingenlunde deraf, at de tidligste Efterretninger, som man nu har derom, ere fra Finland; og at den i Norge kjendes fra endnu ældre Tid, er allerede paavist, saa at man, om der kunde sluttes noget fra det Sted, hvor den, efter hvad man nu ved, først er fore kommen, ligesaa vel kunde tænke sig den indført i Sverige vestenfra som østenfra. Ikke desto mindre har Herr Universitetsbibliotekar L. Daae[1] i Lørdagshelgen troet at finde Spor af religiøs Indvirkning fra Rusland paa Norge og henvist til en allerede i det 15de Aarhundrede opstaaet sekterisk Bevægelse inden selve den russiske eller græske Kirke. Men en saadan Indvirkning synes mig i og for sig selv eller paa Grund af Tidens Forhold at have altfor liden Sandsynlighed, til at man skulde kunne bekvemme sig til at antage den som Forklaringsgrund til den omhandlede Tilbøjelighed til eller Iver for Lørdagens Helligholdelse, saafremt ikkun Sagen paa nogen anden Maade lod sig forklare. Men at den lader sig forklare paa en i al Fald efter min Mening langt antageligere Maade skal jeg nu forsøge at godtgjøre.
Tager man Udtrykkene i Aslak Bolts omhandlede Provincialstatut i nærmere Øjesyn og overvejelse, er der endnu en anden Omstændighed end den allerede fremhævede, som har Krav paa vor Opmærksomhed. Det sees nemlig deraf, at Lørdagens Helligholdelse inden visse Grændser endogsaa efter Kristenretten skulde være tilstedelig. Noget Spor heraf eller nogen Bestemmelse derom findes vistnok ikke i vore gamle norske Kristenretten Men det kan da vel heller ikke have været Erkebiskoppens Mening at henvise til eller be-
- ↑ „Et Spor til religiøs Paavirkning fra Rusland i den norske Kirke“ af L. Daae; indtaget i Theolog. Tidsskrift for den ev. luth. Kirke i Norge; ny Række I, 182—189.
