nævnte Form — havde staaet ganske isoleret, dersom man ikke havde kunnet enten i Samtiden opvise noget Sidestykke dertil eller i Fortiden opdage noget Spor deraf: da vilde dens Oprindelse maaske ikke paa anden eller bedre Maade været at forklare end ved, som Anjou har gjort, at antage den som oprunden fra Tvivl om det berettigede i at holde Sabbat overensstemmende med det gamle Testamentes Bud uden tillige at fastholde som den rette Sabbatsdag den Dag i Ugen, som ved hine Bud var indsat eller betegnet som den, paa hvilken Mennesket skulde hvile fra alt sit Arbejde; ligesom man da kunde tænke sig, at deslige Tvivl vare fremkaldte ved det gamle Testamentes jevnlige Anvendelse ved Gudstjeneste og Bibellæsning i Forbindelse med, at de borgerlige Sabbatslove paaberaabte sig Guds Lov som Hjemmel for sine Forskrifter.
Men denne Iver for Lørdagens Helligholdelse er ingenlunde en for den svenske Kirke ejendommelig Foreteelse. Allerede fra et tidligere Tidspunkt end det, paa hvilket dens Fremtræden i samme er os bekjendt, har man Efterretning om dens Forekomst i Norge, da nemlig Lensherren Christopher Huitfeldt i sine Recesser af Aaret 1544 lod udgaa et paa Lagtinget vedtaget Forbud mod at holde Lørdagshelg[1], og der kan for den, som er nogenlunde fortrolig med den Tids historiske Forhold, ikke vel være nogen Tvivl om, at den i begge Lande havde samme Aarsag eller Oprindelse. At den ikke, som Anjou har villet mene, kan være foranlediget ved et efter Reformationen almindeligere Bekjendskab til det gamle
- ↑ Kristian den 3djes Historie ved Niels Krag og Stephan Stephanius (Kbhvn. 1776 fgg.) II, 377. Jvf. A. Faye om Mag. Jørgen Erichson i Theolog. Tidsskrift for den ev. luth. Kirke i Norge II, 177; og samme Forfatters Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie S. 124.
