Indvendinger, som dette hidtil er skeet, medens den Omstændighed, at det kan paavises som forekommende i Norge, synes vidne stærkt for, at det Sagn, der fortæller os om Sigmunds Søn Sinfjötli, allerede fra de ældste Tider af har tilhørt Norge og Norden i Almindelighed.
Ihvorvel det heller ikke kan være tvivlsomt, at de nordiske Navne Sigurðr og Gjúki svare til de tydske Sigfrid og Gibicho, saa kan det dog vist ikke antages for en afgjort Sag, at de første ved Laan maa være overførte fra Tydskland, fordi de ikke lade sig forklare uden ved Hjælp af denne Forudsætning, og at de oprindelig vare fremmede for de nordiske Sprog og Lande.[1] Thi om saa var, hvorledes skulde man da kunne forklare sig, at Navne som Sigmundr og Sigurðr, hvad J. Grimm indrømmer, have været brugte i Norden fra de allerældste Tider? Navnet Gjúki vides derimod ikke at have været brugt der enten i ældre eller nyere Tid. Men det samme har jo ogsaa i Tydskland været Tilfælde med Navnet Gibicho, og det er i saa Henseende ikke gaaet anderledes med dette, end med saa mange andre mytiske Stammenavne, der forekomme i de gamle Saga. Paa den anden Side er det heller ikke noget ejendommeligt for Tydskland, naar dette Navn forekommer i stedsnavne med et følgende stein. Har Tydskland sit Gibichenstein, saa har Norge ogsaa sit Gjúkasteinn (DN. I, 763) eller Gvikvasteinn (Kalfsk. 74 a), nu skrevet Gjøsten, som er Navnet paa en Gaard i Landskabet Voss. I saadan Forbindelse skulde Gjúki efter J. Grimms Mening nødvendigvis have maattet være Navn paa et højere Væsen eller en af Fortidens Heroer, men de Grunde, som han anfører derfor[2], fore-
