synes være gaaet aldeles af Brug, netop er hentet fra Naturforholde, som ere ejendommelige for Norge.
Völsungr svarer jo lige saa vel til Volsi (Flat. II, 332 fg.) som ags. Välsing (Beow. 1747 Kembles Udg.) til Välse (Beow. 1787); og at Volsi er Navnet paa et Væsen, der var Gjenstand for et Slags guddommelig Dyrkelse, og hvis sandsynlige Sammenhæng med det slaviske Volos man med rette har fremhævet, kan ikke vække nogen Betænkelighed, da lignende er Tilfælde med Yngvi og Skjöldr, hvoraf Ynglingr og Skjöldungr ere dannede. Navnets Oprindelse som Sagnets tilhører derfor vistnok den graa Oldtid, der ligger forud for den germaniske Folkestammes Splittelse, og der er vist ingen Grund til at antage det hellere skulde være overført fra Tydskland til Norden, end omvendt.
At gn. Sinfjötli og ght. Sintarfizilo ere identiske, derom kan vistnok ikke være nogen Tvivl, men deraf følger dog ingenlunde, at Navnet Sinfjötli er laant eller overført fra Tydskland, og at som Følge deraf det samme ogsaa maa være Tilfælde med Sagnet. Selv om Navnet Sinfjötli ellers var aldeles fremmed for Norden, medens Sintarfizilo kan paavises i gamle tydske Skrifter og Breve, vilde dette af tidligere fremhævede Grunde kun have lidet at betyde. Men Navnet Sinfjötli er ingenlunde fremmed for Norden, og det kan man vel antage for sikkert, at den Sinfjötli, hvis Søn Híði ifølge Aslak Bolts Jordebog Side 9 (Kristiania-Udgavens Side 83) betalte nævnte Erkebiskop 6 Helgdaland i Gaarden Stokke, ikke har været den eneste Nordmand, som har baaret det. Naar det ikke allene nu er gaaet af Brug, men ogsaa ikke ellers forekommer i skriftlige Mindesmærker fra ældre Tid, da er dette ikke andet, end at lignende ogsaa er Tilfælde med mange andre af vore Personnavne, mod hvis Ælde og Nordiskhed der ligesaa lidt kan rejses grundede
