ildhuset, var det saa sjeldent, at der fantes lysaabninger i veggene, at det kan sættes rent ud af betragtning; de øvrige beboelsesrum, enten i eller udenfor skaalen og hvor der ej fantes ildsted og følgelig heller ikke ljore, havde derimod altid en eller flere glugger eller vinduer i veggene.
I sambaand med det nysanførte kan og merkes, at Steenbloch, Dasent og Hoff antage, at der i større skaaler var 3 ljorer. Dette kunde jo nok i sig selv være muligt, ihvorvel man da for den mellemste ljorestangs vedkommende maatte tænke sig en anden indretning end nu tildags, da stangen som bekjent fæstes i stuens gavlvegg. Men det omtales ikke nogensteds i de gamle skrifter. Hertil kommer, at der ej er truffet spor af mere end én ljore i nogen endnu tilværende husebygning eller i nedrevne, hvorom beretning er os levnet, ikke engang i de store skytningsstuer i Bergen[1]. Det kan og tilføjes, at naar der i Völuspaa 42 siges om hallen paa Naastrand, at ædder falt ned um ljóra, kan dette vistnok være baade flertal og enkelttal, men det sidste synes rimeligst. Derimod er det sikkert, at der endog i den kongelige maalstue i Nidaros kun var én ljore, da det ved den ovennævnte lejlighed udtrykkelig heder, at lemmen blev draget over ljoren (ljórann).
Det staar nu kun igjen at fastsætte, hvor den slags loft, som ovenfor omtales, var beliggende i skaalen. Ordet lopt, brugt om en husebygning, betegner egentlig det rum, som er oven over tverbjelkerne, men dernæst er det gaaet over til ogsaa at betegne fritstaaende bygninger paa 2 stokverk en-
- ↑ Se N. Mag I. 53, II. 571. Om størrelsen af disse stuer faar man en sikker forestilling af den ene, som endnu staar (i gaarden Dramshusen), da den utvilsomt har samme omfang som før branden i 1702. Denne stue er 11 alen bred og, naar kleven („bierkleven“) fraregnes, 15 alen lang.
