vede at gaa op paa taget for at se, om Gunnar var hjemme. Alt bliver derimod klart, naar vi, som allerede berørt, sætte gluggerne i gavlen ved siden af eller nær brynaaserne. Thorgrim klatrer da opad skaalen, vel nærmest efter naverne i hjørnet, og derfra op paa taget, i hvis kant eller vindskier han holder sig fast med fødderne og den ene haand, medens han bøjer sig ned for at se ind af gluggen. Vi behøve da heller ikke at forudsætte nogen fejl eller modsigelse i texten, naar det fortælles, at Gunnar kunde se og faa fat i en pil, som paa et sted siges at ligge paa veggen paa det andet sted paa taget[1]. Thi det kan meget vel tænkes, at pilen havde saadan stilling, at den rørte baade ved veggen og tagets kant, da det sidstes fremspring i gavlen neppe var synderlig stort.
Det anførte sted i Njaals saga indeholder saaledes ikke det allerringeste, hvorpaa den mening kan bygges, at der var glugger, end sige mange saadanne, i skaalens store rum. Det eneste vi, som anført, kunne slutte deraf, er, at der i bygningens ene gavl fantes nogle faa lysaabninger, maaske kun 2, en henimod hvert hjerne af gavlfeltet, i lighed med, hvad der træffes i ganske nye huse hos os for at skaffe lys ind i alkoverne under skraataget. Maaske er det og saadanne glugger, som omtales i Grettis saga kap. 19 og i Haakon Haakonssöns saga kap. 171[2] og som rimeligvis forudsættes i Njaals saga kap. 130, hvorom mere nedenfor. Størrelsen deraf var saadan, at, som det sees af det anf. sted i Haakon Haakonssøns saga, en voxen mand kunde slippe ud derigjen-
