tilforn jeg selv[1] ment, at gluggerne stode langs brynaaserne eller tagets nedre kant ved begge sider og paa den maade, at imellem hvert af tagets sperrepar fantes en rund glug. N. M. Petersen[2] mente derimod, at de stode et stykke ned paa husets sidevegge; dette antog ogsaa Dasent[3] men tillige, at der fantes saadanne glugger paa gavlveggene. Det merkeligste er, at alle disse meninger trods sin forskjellighed støtte sig til et og samme sted i de gamle skrifter, nemlig det berømte 78de kapitel i Njaals saga, hvor Gunnar Haamundssøns sidste kamp skildres. Vi ville derfor se, hvorledes dette sted bør forstaaes. Gunnars skaale paa Hlidarende var, heder det, udelukkende af tømmer og tækket med bord (súðþaktr). Ved brynaaserne (hjá brúnásunum) var der glugger (gluggar) og for disse spjeld (spelld) til at dreje om. Gunnar sov i et loft (í lopti einu) i skaalen tilligemed sin hustru og moder. De sammensvorne sendte Thorgrim Østmand op til gaarden, tor at faa vide, om Gunnar var hjemme. Thorgrim gaar derfor op paa (upp á) skaalen. Men da Gunnar ser, at hans rede kjortel kom frem for (bar við) gluggen, stikker han sit spyd igjennem Thorgrim, som derved tabte fodfæstet og gled ned af taget (ofan af þekjuni). Derefter gjøres to anfall paa Gunnar, men uden nytte, da han med sine sikre pileskud gjennem loftegluggen saarer den ene af angriberne efter den anden. Efterat der atter forgjeves er gjort et anfall, siger Gunnar: „der ligger en pil ude paa veggen (úti á vegginum), det er en at deres egne, og den vil jeg skyde mod dem.“ Han gjorde dette og saarede
