Den bedste forestilling om skaalen og dens indretning
giver dog Olaf kyrres saga[1]. Vi træffe ber ikke, som paa
de foran omtalte sagasteder, kun i forbigaaende korte bemerkninger
om en enkelt bestemt skaale, men derimod en beskrivelse
af, hvorledes de kongelige skaaler almindelig vare
indrettede. Idet sagafortælleren kommer til et vendepunkt i
kulturen, gjør han et tilbagesyn over, hvad der hidtil havde
været skik. Det var, heder det, fra ældgammel tid sedvanligt
i Norge, ligesom og i Danmark og Sverige, at skaalen
paa kongsgaardene havde dør i begge ender[2]. Kongens
eller det fornemste højsæde var midt paa den langbenk, som
vendte mod solen (vissi ímóti sólu). Til venstre af kongen
sad dronningen og de andre kvinner, til højre mænd. Jo
nærmere hvert sæde var højsædet, desto anseligere blev det
holdt, jo nærmere dørene derimod, desto mindre anseligt. Lige
overfor kongen midt paa den modsatte bank (uœðri pallr)
var det ringere højsæde (uœðri andvegi). Dette indtoges af
kongens raadgiver eller stallaren[3]. Ved hans sider sad
igjen kvinner og mænd, men modsat af, hvad der fant sted
paa den fornemste benk, idet kvinnerne sade til højre af ham,
mændene derimod til venstre. I umiddelbar forbindelse med
denne beretning heder det, at Olaf kyrre „lod sætte højpall
(hápall) i [eller tversover[4], um þverar] sine veitslestuer
og satte sit højsæde midt paa tverpallen (á miðjan
þverpall).“ Heraf kan maaske sluttes, skjønt det ingenlunde
er klart, at der tilforn ikke havde været tverpall i de kon-
- ↑ i de 3 væsentlig samstemmende bearbeidelser Hrokkinskinna (Fornm. sög. VI. 439), Morkinskinna s. 125 og Fagrskinna s. 149.
- ↑ Dette siges og om den hirdstue, Olaf den hellige byggede i Nidaros; se hans saga, udg. af Munch og Unger kap. 43, i Heimskringla kap. 55.
- ↑ Saaledes og paa det nysanf. sted i Olaf den hel. saga.
- ↑ Fornm. sög. VI. 440.
