gelige skaaler og at døren i enden falt bort, naar skaalen fik tverpall.
Til en rigtig opfatning af ovenstaaende beskrivelse kommer det, som det vil sees, væsentlig an paa, hvorledes man forstaar betegnelsen: at vende mod solen. Men her kan der ikke være mindste tvil om, at Keyser, Munch og O. Rygh have truffet det rette, naar de forklare dette udtryk om, hvad der vender mod syd[1]. Vi sige jo endnu, at nordre side af et dalføre, i modsætning til den søndre, ligger paa solsiden eller vender imod solen. Som følge heraf var altsaa det fornemste høisæde paa nordre langbenk, det ringere paa søndre benk, og skaalen stod følgelig i vest og øst. Videre sees det, at kjønene vare skilt fra hinanden, saaledes at kvinnerne havde plads paa langbenkenes indre eller østre ender, mændene derimod paa de modsatte ender mod vest. Svarende hertil maatte den ene dør være i skaalens østre ende, den anden i vestre[2]. Noget navn paa den første indgang træffes ikke, men den maa have hedt eller været betragtet som kvennadyrr d. e. den underordnede, i modsætning til hovedindgangen, som gik under navnet karldyrr[3]. Naar man fra vestre kant kom ind i skaalen, havde man
- ↑ Naar Erichsen, Steenbloch, N. M. Petersen og Hoff ere komne til det modsatte resultat, har dette sin grund deri, at de holde sig til den urigtige læsemaade i Fagrskinna (s. 150), hvor der staar nörðra pall istedenfor uœðra. Derved ere de igjen forledede til at lægge en saadan forstaaelse ind i udtrykket at vita ímóti sólu, som det ikke kan have.
- ↑ Naar derfor Keyser sætter hovedindgangen i østre ende, skjønt det fornemste høisæde er paa nordre benk, eller Dasent sætter hovedindgangen i vestre ende, skjønt det fornemste høisæde hos ham er paa søndre benk, mangler i begge tilfælle den nødvendige konsekvens.
- ↑ En lignende tanke udtaler sig gjennem navnene paa stjernebilledet den lille og den store bjørn, idet den første kalles kvennavagn, den sidste vagn eller karlavagn.
