frem redskaber til at grave med (gráftól) og at aabne den søndre vegg (brjóta vegginn fyrir sunnan). Da dette var gjort, tager Egil under sin faders hoved og de andre under hans fødder, og saaledes bare de liget med hovedet foran tvert efter huset (um þvert húsit) ud igjennem aabningen i veggen. Heraf sees, at den søndre vegg var en langside, at husherrens eller det fornemste højsæde var paa nordre benk, og at skaalen følgelig havde retning fra vest til øst. – Det samme var vistnok tilfællet med skaalen paa Hvam, hvor et lignende optrin foregik som det nys beskrevne[1]. Ogsaa her sidder den døde i sit højsæde, og efterat sønnen har ydet ham nábjörg, skaffes liget ud igjennem en aabning, som var brudt i veggen, men her bag højsædet[2]. – Hertil maa føjes, hvad der omtales i Njaals saga kap. 17. Thjostolf rider til Rutstad; da han kom frem, binder han hesten bag huset (á bak húsum), gaar til døren, banker paa og gaar derefter igjen nordenfor huset (norðr um húsin); Rut, som er inde, vaagner ved bankingen paa døren, gaar ud og ser da Thjostolf bag huset (at húsbaki). Skaalens nordre og søndre vegge vare altsaa langsider, døren stod paa søndre vegg og skaalen følgelig ogsaa her fra vest til øst.
- ↑ Eyrb. s. kap. 33.
- ↑ Derved, at den døde ej blev baaren ud gjennem nogen dør, vilde man sikre sig imod, at huset blev hjemsøgt af ham som gjenganger. Hvor længe denne hedenske skik har kunnet holde sig, derpaa træffes et merkeligt exempel. I 1611 afsagde Sunnerbo heredsret i Småland følgende dom over en bonde, som havde hængt sig i gruen, at „siden han havde gjort sig til sjelfspilling [selvmorder] og intet haab havde ...., skulde han udgraves under svillen og siden lægges i hestebakken“ (Hyltén-Cavallius Wärend o. Wird. I. 47 3). Men mon ikke de ovenanførte steder af sagaerne bør forstaaes paa samme maade eller saaledes, at aabningen blev gjort i husets grunnvoll, siden der bruges ordet graftól? Dette vil ellers ikke passe, da de omtalte skaaler utvilsomt vare af tømmer.
