sydvest (útsuðr). Men ligesom den øvrige beskrivelse af denne skaale lider af uklarhed, saaledes kan det ikke sluttes, at beliggenheden fremstiller den almindelig vedtagne skik, men kun hvad der var nødvendigt paa grund af de særegne stedsforhold. – Det andet sted[1] giver i enkelte punkter en bedre forestilling om denne slags bygninger, end noget sted ellers i sagaerne. I Orfjara, siges der, havde Paal jarl 1135 en stor drikkeskaale, hvis indgang var paa søndre langvegg nær østre gavlside (við eystra gafihlað sunnan á hliðvegg). Foran skaalederen stod en smuk kirke, hvortil man gik nedad fra skaalen. Naar man kom ind i skaalens forstue, havde man paa venstre haand en stor helle, og indenfor denne var der opstillet mange og store ølkar[2]. Bent imod (gegnt) forstuens der laa en mindre stue med et skjaavindue (skjárvindauga) af saadan størrelse, at man, som det viste sig ved den omtalte lejlighed, kunde drage en voxen mand ud igjennem vinduet. Skaalen havde følgelig retning fra vest til øst, men det var dog muligt, at dette kunde hidrøre fra stedsforholdene. Det heder nemlig udtrykkelig, at skaalen stod paa en bakke, hvis skraaning gik i nord og syd.
Vi komme dernæst til tre steder i sagaerne, hvori der vel ikke ligefrem siges noget om de der nævnte skaalers beliggenhed, men hvor denne kan sluttes af fortællingens enkeltheder. Her møder os først Egils saga (kap. 61). Egil faar bud om, at hans fader Skallagrim sidder død i sit højsæde hjemme paa Borg. Han rider strax afsted, gaar først, da han kom frem, ind i skotet, som omgav skaalen, dernæst ind i denne bag højsædet, for efter troens medfør ikke at komme foran den døde, førend denne var ydet nábjörg eller hans øjne lukkede. Egil beder dernæst sine tjenere om at skaffe
