Taarn. Da han endelig kom op paa Dækket, laa, ligesom i Johans Tid, Grene og Blade i Mængdevis der, og til sin endnu større Forbauselse opdagede Karsten tillige et kostbart Sølvbæger, prydet med Erkebispens Vaaben.
Han gik nu hjem og fortalte sin forskrækkede Kone, hvor han havde været, idet han tillige viste hende det kostelige Bæger. Ogsaa i hans Hjem havde der i den samme Nat tildraget sig forunderlige Hændelser. Karstens Hustru havde ligget med sin lille Søn hos sig i Sengen, og pludselig seet et Lysskjær udbrede sig fra sin Mands kjære Lænestol, hvorfor hun i Begyndelsen havde troet, at der var Ildløs. Da havde den lille Gut løbet ud af Sengen og erklæret, at en Ridder, der sad i Stolen, vinkede paa ham. Konen havde hørt sit Barn samtale med en Anden, som hun selv ikke kunde se, og hvis Tale hun heller ikke formaaede at fatte. Eftermanden var Lysskjæret forsvundet, og Drengen kom tilbage i Sengen, hvorefter han sov ind.
Da Gutten endelig vaagnede, fortalte han sine Forældre, at det ikke var første Gang, „Ridderen“ havde vist sig for ham, men da Forældrene vare altfor „gammelkloge og oplyste“, kunde denne ei aabenbare sig for dem, men kun for Gutten, som endnu havde en barnlig og enfoldig Tro. Nu havde „Ridderen“ betroet ham, at Faderen paa uretmæssig Vis havde tilegnet sig Noget, som i femhundrede Aar havde tjent hans Hoved til Støtte. Dette maatte overgives til troende Hænder, ifald det ikke skulde styrte Besidderen i Fordærvelse.
Karsten betroede da sin Hustru den Hemmelighed om Splinterne af St. Olafs Kiste, som hun hidtil aldrig havde erfaret, og de forstode begge, at „Ridderen“ ingen anden kunde være, end Helgenen selv. De besluttede tilsidst, at dennes Vilje skulde opfyldes, og at Sagen skulde tilkjendegives Erkebiskoppen.
Karsten begav sig da til dennes Pallads, men Drabanterne værdigede ham intet Svar paa hans Bøn om Audients og truede endog med at jage ham bort med sine Hellebarder. Han ventede da en Stund for at se, om ikke en af de Fornemmere maatte komme til, om han maaske hos en af disse kunde være heldigere. Endelig kom en Domherre fra Paderborn, til hvem han betroede sig og fortalte ham den hele Historie om sin Reise til Norge og om Splinterne af St. Olafs Kiste. Den Geistlige hørte paa Fortællingen med spændt Opmerksomhed og søgte under Samtalen at bringe Karsten længere og længere bort fra den protestantiske Erkebisps Gaard. Da Fortællingen var til Ende, enedes de om, at Domherren skulde modtage Relikvierne, og at de skulde bringes til Domkirken i Paderborn. Om Aftenen foregik Udleveringen, efterat Karsten havde modtaget en Sum Penge.
Fra den Tid af levede Karsten stedse i Lykke og Velstand. I Alt, hvad han foretog sig, var han herefter heldig.
