Den største af sine Splinter anbragte han siden i et hemmeligt Gjemme i sin kjære Lænestol, den anden skjulte han i Masten af sit lille Flodskib. Dette skede i dybeste Hemmelighed, og Karsten troede nu fuldt og fast, at ethvert Foretagende maatte lykkes for ham baade tillands og tilvands. Dog, som vi have hørt, blev det modsatte Tilfældet, Alt gik ham mere og mere imod, og derfor begyndte ogsaa hans Tillid til Relikvierne at vakle. Helgentilbedelsen, som overhoved al Katholicisme, var jo nu afskaffet i Bremen, ogsaa Karsten var idetmindste i det Ydre Protestant, og han begyndte derfor at tænke paa at betro sig til en Geistlig med sine Tvivl og Bekymringer i Henseende til Splinterne af St. Olafs Kiste.
Som Karsten engang sad alene, fordybet i saadanne Tanker, kom hans Tjener, Johan Knecht, der sædvanlig tilbragte Natten paa det lille Fartøi, hjem til sin Herre for at opsige sin Tjeneste. Han kunde ikke sove i Ro paa Skibet for Spøgeri. Ved Midnatstid fandt der Støi og Urolighed Sted ombord, ja selve Fartøiet var endog blevet bortført med overnaturlig Hurtighed til fjerne Egne. Om Morgenen, naar Johan stod op, var vistnok Alt i Orden, men en Mængde Blade og Grene, som laa paa Dækket, vidnede om det natlige Spøgeri. Engang havde han da af Nysgjerrighed strøet Aske paa Dækket og om Morgenen fundet Fodspor af Mennesker, Høns og Gjæs. Skjønt Karstens Kone ivrig fraraadede det, besluttede denne nu selv at tilbringe en Nat ombord for personlig at undersøge, hvorledes det hang sammen hermed.
Han lagde sig i Kahytten, og saasnart Klokken slog Elleve i det nærliggende St. Stephani Kirketaarn, begyndte de besynderligste Spektakler. Kister og Kasser væltedes imod Kahytdøren, og kort efter førtes Skibet med en uhyre Fart afsted, indtil det endelig igjen pludselig stod stille. Saa bange Karsten end var, forsøgte han dog af alle Kræfter at vælte Kasserne bort fra Kahytdøren igjen for at komme op, og det lykkkedes ham tilsidst. Med usigelig Forbauselse merkede han nu, at Solen stod høit paa Himmelen og belyste et ham ganske ubekjendt Landskab med fuld Glands. Han laa med sit Skib i en rummelig Bugt foran en stor Stad med Hundreder af Taarne, prægtige Haver og deilige Træer, saasom Cedre og Kokospalmer. Havnen var opfyldt af Skibe og vrimlede af Baade, bemandede med halvnøgne Negre. Karsten, der var iført en tyk Vams, en Hue af norsk Peltsværk og Handsker af Bjørneskind, som han havde bevaret fra sine fordums Reiser til Bergen og Throndhjem, plagedes nu saaledes af Varme, at han ilsomst afførte sig disse her lidet passende Klædningsstykker. Han vovede tilsidst at tiltale en Skildvagt ved Stranden og spurgte, hvor han var. Svaret blev: „I Ostindien“. Med Fortvivlelse tænkte han nu paa sine Børn og sin Hustru og begav sig grædende ned i Kahytten for at være ene med sine Bekymringer. Men kort efter satte Skibet sig paany i Bevægelse, og inden han vidste et Ord deraf, befandt han sig atter i Bremen, hvor Klokken just slog Et i St. Stephani
