Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/168

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
142
L. DAAE.

Mand, hvis Navn forøvrigt ved Udgivelsen af den falske Sanchuniathon har faaet en mindre end god Klang, har nemlig i sin Bog „Bremens Volkssagen“, (Erster Bd. Bremen 1845. 8. S. 71–117) en udførlig Fortælling, betitlet „St. Oleffs Sarg“, der, skjønt kjendelig udsmykket af Udgiveren, dog synes at indeholde en gammel og oprindelig Kjerne. Desværre har Wagenfeld ingensomhelst Oplysning meddelt om sine Kilder.

Det er dette Sagn, som vi nedenfor meddele med Udeladelse af den største Del af de novellistiske Tilsætninger.


I Aaret 1579 levede i Bremen en Sømand ved Navn Karsten Tiemann. Han havde engang været en velhavende Mand, men i den senere Tid fristet det ene Uheld efter det andet; det var ligesom, om en ulykkelig Skjebne forfulgte ham, og han var saaledes efterhaanden nedsunken i Armod. Paa sin Hustrus Bøn havde han opgivet Sølivet og fristede nu Livet som Eier af et lidet Flodfartøi paa Weseren.

Medens hans Bolig forøvrigt bar Spor af den yderste Fattigdom, prydedes dog hans Stue af en Lænestol, saa smuk og kunstig udskaaren, at selve Erkebispen ikke havde den bedre. Denne Stol havde han selv forfærdiget, flere Gange havde man budt ham mange Penge for den, ogsaa hans Kone havde drevet paa, at den skulde sælges, men stedse forsikrede han høit og dyrt, at dette aldrig skulde ske. Men om Grunden til, at han aldrig vilde skille sig ved Stolen, turde han ikke udtale sig, thi han frygtede for, at han derved kunde paadrage sig Beskyldning for Papisme og Ugudelighed.

Sagen var, at han i sine yngre Aar havde gjort en Reise som Skibstømmermand til Throndhjem. Det var i det Aar, da de Svenske gjorde Indfald i Norge og tragtede efter at bringe Olaf den Helliges Legeme i sin Magt, men ikke opnaaede dette, fordi Nordmændene hemmelig bragte det tilside. Legemet var endnu ganske ubeskadiget uden mindste Spor af Forraadnelse, og Helgenens Saar vare fremdeles synlige. Men Kisten, der allerede var over et halvt Aartusinde gammel, var yderst brøstfældig, og man søgte derfor en duelig Tømmermand til at forfærdige en ny Kiste. Man spurgte længe forgjeves efter en saadan Arbeider baade i Staden og paa Skibene; tilsidst paatog Karsten Tiemann sig Udførelsen 1565. (sic.)

Med kort Varsel leverede han et Arbeide, som vakte alle Folks Beundring ved de smagfulde Forsiringer og de smukke Fremstillinger af Helgenens Liv, hvormed Mesteren prydede Kisten. I dette kostbare Skrin skulde nu St. Olaf hvile, en Mængde Bønder kastede Guld og Sølv ned deri, Gud og Helgenen til Ære. Man forglemte heller ikke Kunstneren, og han fik en rigelig Belønning.

Men den bedste Løn mente han at have taget sig paa egen Haand. Det var to dygtige Splinter af Martyrens gamle Ligkiste, hvoraf han satte sig i Besiddelse i den Tro, at disse maatte bringe ham Lykke for bestandig. Derfor passede han vel paa dem, da han reiste hjem.