Som bekjendt, blev ved Reformationens Indførelse vor nationale Helgens
store Sølvskrin, der veiede halvsyvende tusinde Lod Sølv, nedsendt
til Danmark og der sønderbrudt og smeltet St. Olafs Legeme
vedblev dog fremdeles at bevares ved Domkirken i en Trækiste, beslaaet
med Sølvnagler, indtil de Svenske under Syvaarskrigen gjorde
det bekjendte Indfald, der for en kort Tid bragte hele Throndhjems
Stift i deres Magt (1564)[1]. Ved denne Leilighed satte nemlig Fienden
sig i Besiddelse af St. Olafs Kiste, plyndrede den Smule Sølv, der
endnu fandtes ved denne og bortførte derpaa Legemet til Fløans
Kirke i Størdalen, hvor de „jordede det i den øde Bondekirke“. Da
imidlertid det svenske Herredømme efter et Par Maaneders Forløb
fik en brat Ende, bragtes Helgenens Legems igjen tilbage til Throndhjem.
Det blev, heder det i en gammel Optegnelse, „den 8 Juni 1564
ført fra Fløans Kirke i Størdalen til Domkirken med stor Proces“.
Her blev det først begravet, men derpaa atter engang optaget af
Lensherren, Herluf Skave. Endnu i 1567 fandtes Legemet „helt og
holdent“ i selve Kirken, men i det følgende Aar lod endelig Rigsraaden
Hr. Jørgen Lykke under sin Nærværelse i Throndhjem Olafs
Levninger nedgrave i Jorden, hvorefter endog Stedet, hvor de hvile,
er gaaet i Forglemmelse[2].
Et Sagn, som allerede 1605 blev meddelt i et trykt Skrift, beretter, at „den, som vanærede S. Olai hellige Legem og satte det under Jorden, han fik sin Løn, der han for sit Forræderi blev for Stockholm lagt paa Stegel“. Nedskriveren af dette sagn, der naturligvis sigter til Legemets Bortførelse til Fløans Kirke, er vor Landsmand Laurids Nilssön, (den bekjendte Klosterlasse), der sandsynligvis har hørt Beretningen under sit Ophold i Sverige. Han meddeler Sagnet i den danske Udgave af sin Confessio Christiana (Brunsberg 1605. 4. p. 7 ).
Merkelig nok findes ogsaa i en tydsk Sagnsamling en Legende, om St. Olafs Legemes sidste fata. Friederich Wagenfeld, den samme
