1) I sin gjengivelse af Haaløygen Ottars beretning skriver
den engelske konge Ælfred landets navn Hálgoland, og „det
hellige land“ heder i Oldengelsk þæt hálge land. Men den
maade, hvorpaa et norsk stedsnavn skrives i et fremmed,
om end beslægtet, sprog, kan ikke være afgjørende for dets
oprindelse; Ælfreds Hálgoland godtgjør ligesaalidt, at Hálogaland
betyder „det hellige land“, som Ælfreds Scíringesheal
godtgjør, at navnet Skíringssalr ikke er sammensat
med salr.
2) Adam af Bremen cap. 37 skriver navnet Halagland og siger, at hedningerne kalde dette land helligt og lyksaligt paa grund af vidunderet med solen, der om sommeren skinner hele natten igjennem. Men her gjælder det ligeledes, at en forklaring, som en udlænding giver af et norsk stedsnavns oprindelige betydning, ikke kan være afgjørende. Den nævnte forklaring kunde ligge nær for en Nordtydsker, der kjendte hálag i betydningen hellig. Adam fortjener her saa meget mindre tiltro, som det, han meddeler om Haalogalands beliggenhed, er feilagtigt.
3) større vægt har Snorres udsagn i Skáldskaparmál cap. 45 (ed. Arna-Magn. I, 400), at Hálogaland har sit navn af en konge Hølgi. At sagnet om en konge Helge i Haalogaland er gammelt, viser et vers af Hornklove (Haralds s. hins hárf. c. 21); hvor han kalder Haaløygerne „Helges ætlinger (Helga ætt)“. Ogsaa Sakse (p. 116–119) kjender en konge Helge i Haalogaland. Og nu er mandsnavnet Helgi eller Helgi (jfr. hølzti = helzti) utvilsomt dannet af heilagr.
Men det er ikke nødvendigt, at kongens navn staar i sproglig forbindelse med landets; skaldene kalde Englænderne „Ellas ætlinger“, men Ellas navn er derfor ikke beslægtet med Englands. Naar et hskr. af Snorra-Edda, som
