En sammendragen form, hvor vokalen mellem l og g
er falden ud, finder jeg i norsk sprog først DN. 1 n. 496
aar 1385 a Halgolande, dernæst DN. 1 n. 497 (1386), og
saa DN. 3 n. 481 (1388). I 15de aarh. bliver den sammendragne
form den almindelige, og man skriver da Halgaland,
Halgheland. Naar konsonantforbindelsen lg fulgte
efter det lange á, kunde dette let forkortes, ligesom f. eks.
i svensk nalkas, der er opstaaet af nálikast; og det korte
a kunde igjen let gaa over til det aabne e, som f. eks.
Alfarheimr er blevet til Elverum. Saaledes opstod den nu
brugelige form Helgeland, som først findes i diplomer med
dansk sprogform fra begyndelsen af 16de aarh.; navnet har
endnu dengang sin gamle omfattende anvendelse, medens det
nu er indskrænket til navn for den sydligste del af det
gamle Hálogaland.
Keyser „om Nordmændenes herkomst og folkeslægtskab“ (saml. afhandl. s. 208) forklarer navnet paa følgende maade: „Hálogaland betegner det hellige land; – vistnok et minde om, at det var den hellige jord, paa hvilken stammen, efter at have i flere menneskealdre vandret ustadig om, allerførst fandt et fast tilholdssted, hvor den trygt kunde bygge sin arne og uforstyrret tilbede sine fædrene guder“; og han føier dertil følgende anmærkning: „hálugr en forældet form for heilagr hellig; en lignende vokalovergang findes i tákn til teikn (tegn)“. Denne forklaring er videre udført af Munch i det Norske folks hist. I, 1, s. 331 anm. 2 og i Norskt maanedsskr. III, 146 f.
Til støtte for den har været anført:
stemt udtalt, og derfor skrives enkelt gang: Halaghaland bagpaa DN. 2 n. 276 aar 1346, ligesom DN. 4 n. 3 (aar 1277), et latinsk brev, der skriver de norske navne mindre nøiagtigt, har Halegheland. Den vaklende udtale af vokalen førte til, at den endelig faldt bort.
