(Laugsand), jf. fremdeles Lagetun i Øier af Lagartún, Laurgaard og Lardal af Lagargarðr, Lagardalr efter elven Lögr (Logen); deraf maaske ogsaa Loktu ved Beitstadfjorden, snarere end af ordet lög, lov, som derimod findes i Lagatún og Lagasteinn paa Frosten ved lagthingets gamle plads (nu Loktu, Lokstein). – Halliaag d. e. Helgaa er vel den samme som matrikelens Hellevatne; et indenfor liggende vand heder Helgaavatne (Halliaagvatne). Overalt i Helgeland siges aag for aa med et indskudt g (se I. Aasen, grammatik § 138 anm.). – Skog. – Enge, af et flertal Engjar (matrik. Engen). Derimellem er yngre gaarde, men i regelen ikke paa det lave land øved søen: Sjonbotn ved fjordens bund, Sjoneidet paa det en knap fjerding brede eid mellem Sjonen og Utskarpfjorden, Sjonfjeldet, Sjonstigen, Stigøren (matrik. Øren); de sidste have sit navn af, at de ligge ved fjeldstien over fra Nesne til Sjonen. – Flostrand, af flói, m. oversvømmet land; indenfor ligger et vand i høide med søen, hvormed det forbindes ved en kort aa. – De øvrige gaardnavne have liden interesse. – Et stykke af fjeldsiden nordenfor Sjonen er bar for enhversomhelst vegetation og har en jevn askegraa farve; det kaldes Brensla (det svedne, af brenna); navnet har frembragt det sagn, at da en hex førtes med bundne øine langs den anden side, og hun et øieblik fik bindet bortfra øinene, faldt hendes blik her og sved alting af.
Ranen, fordum Raðund (AB. 88), nu navn baade paa fjorden og landet omkring Nord-Ranen eller Mo prestegjeld og Sør-Ranen eller Heimnes prestegjeld; men oprindelig har det tilhørt fjorden. Munch forklarer det af hraðr, let, d. e. som er let at seile paa; men det er lidet rimeligt, fordi veiret tager meget haardt i fjorden, saa at det ofte er ufremkommeligt; det maatte da i alfald forklares: „hvor man kan
